Mandag aften var jeg i Ikea.
For en gangs skyld lykkedes det mig at komme hurtigt igennem varehuset uden at få en overproppet indkøbsvogn. Klokken er 19.25, da jeg trykker ’godkend’ til 329 kroner på dankortterminalen. Hurtig ekspedition – faktisk også af banken. For selv om banken lukkede omkring tre en halv time tidligere, blev pengene fluks hævet fra min konto. Det afslørede et besøg på min netbank en halv time senere. Rimeligt nok, for jeg havde jo også brugt pengene og fået mine glas, servietter og batterier med hjem. Jeg har i den grad respekt for tempo og hurtig afregning. Men sjovt nok kan banken kun finde ud af at være hurtig, når det handler om at hæve mine penge. Når der skal sættes nogle penge ind på en konto, er der til gengæld dømt nøl. En overførsel på netbank har den underlige logik, at pengene straks bliver hævet fra ens konto, men det tager minimum et døgn for pengene at lande på modtagerens konto.




























