Pensionskasserne lever et hemmeligt luksusliv

Vi er vant til at tage stilling til pris, når vi køber ind.

Og heldigvis er vi også vant til selv at kunne bestemme, hvad vi vil købe og hos hvem.

Men når det gælder noget så centralt som de 3.000 milliarder, vi danskere tilsammen har sparet op til vores pension, er rigtig mange danskeres indflydelse stækket.

Det er, som om pensionspenge ikke rigtig regnes for ens egne penge, selv om man selv har tjent hver eneste krone af dem – og i den grad skal leve af dem, når vi bliver gamle.

LÆS ARTIKEL

Omkring 1,6 millioner danskere er hver måned tvunget til at lægge op mod 17 procent af deres løn i arbejdsmarkedspensionskasser som Lærernes Pensionskasse, Finanssektorens Pensionskasse eller Lægernes Pensionskasse.

Det er alene ens job, der afgør, hvilken pengekasse ens pensionspenge havner i. Helt uden at skulle arbejde for det er kasserne altså sikret en pengestrøm med millionindbetalinger hver måned.

Det gør, at konkurrencen på store dele af pensionsområdet er sat ud af kraft, og at pensionskasserne har fundet en livsstil, hvor det for nogens vedkommende mere handler om at forkæle sig selv, end det handler om, at medlemmerne har flest mulige af deres optjente penge til at forkæle sig selv med i alderdommen.

I lørdags kunne Jyllands-Posten for eksempel afsløre, at lønniveauet i pensionskasserne er ekstremt højt.

I gennemsnit tjener en ansat i pensionskassen 730.000 kroner – i regnestykket er direktørlønningerne, som er særligt høje, endda ikke medregnet, mens alle andre fra yngste HK’er til dygtigste aktuar er med i gennemsnitsberegningen.

De 59 ansatte i MP Pension, som passer på magistre og psykologers pensionspenge, er undersøgelsens topscorere og kan i gennemsnit nyde en årsløn på 970.000 kroner.

Det betyder, at de pensionsansatte tjener 80 procent mere om året end de universitetsuddannede magistre, der måned efter måned er tvunget til at lægge en pæn del af deres løn i pensionskassen.

De ekstraordinært høje lønninger afslører desværre, at når man er garanteret kunder og sikret millionindbetalinger uden at behøve at skulle gøre sig fortjent til det, tilegner man sig vaner, som er uklædelige.

Både evnen til at skaffe afkast og administrationsudgifternes størrelse svinger voldsomt mellem de enkelte pensionskasser, og det kan nemt betyde hundrede tusinder kroner at leve for i pensionsalderen, der med armene på ryggen hver måned indbetaler sit pensionsbeløb.

For eksempel skal bankansatte betale 6 procent i administrationsgebyr i Finanssektorens Pensionskasse, mens læger slipper med 1,3 procent.

På et frit marked, hvor kunderne selv kunne udvælge deres pensionskasse, ville Finanssektorens Pensionskasse næppe synes, det var sjovt at optræde som landets dyreste kasse – og mon dog de 17.000 medlemmer ville udvise kasse evigt troskab.

Langt dyrere er det for pensionskunden, hvis pensionskassen er elendig til at skaffe et ordentligt indkast.

Forskellene mellem de dygtige og udygtige er så stor, at det nemt kan koste en lille million i mistede pensionspenge at være i den dårligste ordning.

Det er helt urimeligt, at man så ikke kan tage sin gode opsparing og gå sin vej, når den, der passer ens penge, ikke gør det godt.

Måske er det den manglende ejerskabsfølelse til pensionspengene, der gør, at vi ikke gider beskæftige os med vores pension – 4 ud af 10 åbner ikke en gang rudekuverten fra pensionskassen.

Men hvis vi bare lader pensionskasserne leve deres hemmelige liv på luksusvilkår uden krav fra dem, der ejer pengene, så sker der ingenting.

Men også politikerne giver pensionsordninger alt for lidt opmærksomhed.

Der har ellers været meget fokus på at score lette politiske point på fritvalgs-dit og dat. Hvad med også at øge frihedsgraden på pensionsområdet?

Så vi i højere grad kunne blive herre i eget pensionshus.