Forargelsen blandt erhvervsfolk, indsigtsfulde kommentatorer og en del politikere var stor, da Helle Thorning foreslog, at der i forbindelse med den kommende redningspakke til bankerne skulle indføres et loft over bankdirektørers løn på 2,5 mio.kr om året. Den konventionelle – om end ikke den folkelige – visdom på området er, at det vil være et uhyrligt indgreb i bankernes dispositionsfrihed og i markedskræfterne, hvis der blev indført sådan et loft. Dagen efter foreslog Helle Thorning så, at formueskatten skal genindføres. Jeg tror, hun har fat i noget. Dermed mener jeg ikke bare, at hun indtager et populært standpunkt (en Megafon-undersøgelse bestilt af Politiken og TV 2 viste, at 63 procent af danskerne støtter et loft over bankdirektørers løn, mens kun 19 procent er imod). Nej, forslagene er relevante og måske ligefrem nødvendige. VERDEN STÅR midt i en økonomisk krise, der koster millioner af arbejdspladser. Hovedansvaret for elendigheden kan entydigt placeres i det finansielle system, der har pustet værdier op, lånt ud til snart sagt hvad som helst og opfundet højrisikable finansielle instrumenter, de ikke selv kunne gennemskue farligheden af. Men nu hvor det er gået galt, og alle pyramidespillene er kollapset, er det desværre ikke en god idé at lade de ansvarlige institutioner selv bære konsekvenserne. Redningsplaner er nødvendige, banker må konsolideres, vi kan ikke bare lade falde, hvad ikke kan stå. Hvis nogen var i tvivl, overbeviste de katastrofale virkninger af investeringsbanken Lehman Brothers’ kollaps dem om det uforsvarlige i at lade de centrale institutioner i vores økonomi bryde sammen. Vi er derfor nu i den paradoksale situation, at dem, der er ansvarlige for økonomiske tab på tusinder af milliarder, skal støttes med redningspakker på hundreder af milliarder. Det er – også efter min mening – nødvendigt, men det er ikke helt nemt at forklare til alle dem, der næppe vil blive reddet, når de ikke kan betale terminen eller servicere kassekreditten. Faktisk er det forbløffende, så lidt politisk modstand de finansielle redningsplaner endnu har vakt. Det skyldes formentlig dels situationens alvor og den hast, den har udviklet sig med. Men nok også, at hele det socialistiske sprog, der i generationer er brugt til at kritisere kapitalisme og rigdom, er blevet politisk og intellektuelt ugyldiggjort af østblokkens kollaps og den nu globalt herskende markedsøkonomi. Men når krisen for alvor slår igennem, og arbejdsløsheden kommer over 10 procent i de fleste rige lande, vil der naturligvis komme politiske reaktioner. De oplagte patentløsninger og faldgruber er kendt fra historien: Statssubsidier til hvad som helst. Protektionisme. Syndebukke og polarisering. HVIS VI skal undgå, at ekstremistiske politikere med de helt forkerte ideer får vind i sejlene i de kommende år, er det derfor nødvendigt, at de løsninger, der gennemføres nu, også rummer et element af rimelighed og retfærdighed, som vi alle sammen kan forstå: Når vi alle sammen skal betale, må dem i den forgyldte ende også bære deres del. Når staten rekapitaliserer bankerne, må det selvfølgelig gøre bankejernes nuværende aktier mindre værd. Når staten støtter massivt, kan der ikke samtidig betales udbytte. Hvis man bare tysser på dem, der rejser retfærdighedsspørgsmålet, vil de formentlig vende tilbage senere med større og måske ødelæggende styrke. Det har Helle Thorning fattet, og forhåbentlig vil hendes indflydelse kunne ses, når den store bankpakke offentliggøres. Et stramt loft over bankdirektørers løn er ikke holdbart på langt sigt, og måske er 2,5 mio.kr. for lavt sat. Men tankegangen er rimelig og forståelig som en midlertidig og om ikke andet symbolsk vigtig foranstaltning. Ældre læsere kan sikkert huske, at indkomstpolitik engang var selve definitionen på en ansvarlig økonomisk politik. Men dengang var det selvfølgelig også almindelige lønmodtageres indkomster, det drejede sig om.