Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 PETER HOVE OLESEN (arkivfoto)
Foto: PETER HOVE OLESEN (arkivfoto)

Ulighed. Tænk nyt! Næste gang der hældes uddannelsesmilliarder ud i samfundet, bør pengene ikke gå til middelklassen. Der er andre, der trænger meget mere, og som skal have først, skriver opinionsredaktøren

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Arbejdere er til grin for egne penge

Har 'gratis uddannelse til alle' ført til øget social lighed? Glem det!

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis man tilhører den veluddannede klasse, der har fået sin uddannelse og SU betalt af samfundet, og som i ét væk tager på kurser og efteruddannelse, burde man blive lidt flov over Politikens forside i forgårs.

Her skrev vi nemlig, at mange AMU-kurser for ledige ufaglærte udi i at svejse og bruge en kran er sparet væk af regeringen, så Danmark nu må importere polsk arbejdskraft.



Besparelsen er hovedløs. Men desværre er der tale om et mønster. I årtier har dansk uddannelsespolitik – både når det gælder grunduddannelse, efteruddannelse og videreuddannelse – kørt efter devisen fra Matthæusevangeliet:

»Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod, men den, som ikke har, fra ham skal det endog tages, som han har«.

Jamen har samfundet da ikke i årtier investeret astronomiske beløb i ’gratis uddannelse til alle’ med det mål at øge den sociale lighed? Jo, det er korrekt, at der er brugt mange penge.

Men øget social lighed? Glem det! Det er noget, som man bilder sig ind i middelklassen, og som også har været et bekvemt argument for stadig større uddannelsesbevillinger.

Andelen af unge fra ufaglærte hjem, der kommer på universitetet, er ikke vokset i årtier.



Som uddannelsesforskningens grand old man, Erik Jørgen Hansen, og andre efter ham har vist, har uddannelsessystemet ikke øget ligheden i årtier. Faktisk er den sociale mobilitet gået i stå.

For at sige det ligeud: Siden 1970’erne har uddannelseseksplosionen været et ’gratis’ tagselvbord for middelklassen og dens børn, mens den store gruppe af arbejdere og arbejderbørn – og her taler vi om flertallet af befolkningen – har stået udenfor. Det er rystende så lidt, der er sket:

1) Det er stadig sådan, at næsten ingen unge fra arbejderhjem nogensinde ser et universitetsauditorium indefra, medmindre det er med en gulvspand og en moppe i hånden. Andelen af unge fra ufaglærte hjem, der kommer på universitetet, er ikke vokset i årtier. Og det er – stadig – ti til femten gange nemmere for veluddannedes børn at komme på universitetet.

2) Selv blandt ’superstudenter’ slår uligheden igennem. Forskeren Trond Beldo Klausen har vist, at mindre end hver anden superstudent (med mere end 10 i gennemsnit på den gamle skala) fra en arbejderbaggrund, kommer på universitet, mens mere end tre ud af fire af superstudenterne fra akademikerhjem kommer ind på universiteterne.

3) Arbejderbørns beskedenhed gælder ikke bare videregående uddannelser. Mange arbejderbørn kommer slet ikke hen til tagselvbordet, hvor middelklassen står og gnasker. I en analyse, som AE-Rådet har lavet for Politiken, viser det sig, at 41 procent af de 25-årige fra ufaglærte hjem ikke har fået så meget som en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. 41 procent uden en uddannelse!

Summa summarum: De mange uddannelsesmilliarder er altså først og fremmest gået til middelklassens børn. Heldigt for dem. For en gratis uddannelse er nemlig en investering med store økonomiske gevinster for den enkelte.

F.eks. giver en økonom- eller en lægeuddannelse indehaveren en livsindkomst på 28-30 mio. kr. – mens en sosu-assistent tjener sølle 8,8 mio. kr. over et helt liv.



Nogle får for meget, andre for lidt. Betyder detså, at vi skal begrænse middelklassens lyst til at uddanne sig ved at indføre en ’uddannelseskonto’ til alle, eller ved at lade akademikere betale noget tilbage efter uddannelsen, som forskeren Erik Jørgen Hansen engang har foreslået?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nej, det vil være uklogt at begrænse nogens lyst til at uddanne sig på vej ind i et videnssamfund. Fedtethed er ikke vejen frem.

Uddannelserne er et tagselvbord for middelklassen, mens ingen arbejderunge ser et auditorium indefra. Medmindre det er med en moppe i hånden



Men fokus skal flyttes. Der er kun gode argumenter for at give arbejderbørn et markant uddannelsesløft. Velfærdssamfundets overlevelse afhænger nu engang af, at vi får løftet bunden op, så vi sikrer, at så mange som muligt kan være med til at skabe velstand gennem en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Så dét er den bundne opgave for den regering, der tiltræder efter 15. september: Tænk nyt! Næste gang der hældes uddannelsesmilliarder ud i samfundet, bør pengene ikke gå til middelklassen. Der er andre, der trænger meget mere, og som skal have først.

Man kunne jo begynde med at bevilge den ufaglærte et svejsekursus, ikke?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden