Kvindesagen er tæt på total triumf, når skræmmebilledet på »mandschauvinisme classic« projiceres ind i en storbytosse med tre døtre.
Den dag, hvor generationen af bløde barselsfædre, der selv er vokset op med kønsneutralt legetøj, kaldes for ’pikfascister’ og ’kvindehadere’, vil det være et tegn på, at kønsrollerne er vendt helt på hovedet. Netop dét skete i lørdags, da forfatteren Hanne-Vibeke Holst udtalte: »Én af jeres egne kommentatorer, Lars Trier Mogensen, havde en kommentar om Lene Espersen i sommerferien, som i den grad gik efter kvinden og ikke bolden. Det er mandschauvinisme classic. Hun fik revet alt af. Der var ikke så meget som en fjer tilbage«. Hanne-Vibeke Holst mener, at min og andre mænds »kastrationsangst« og urgamle kvindefrygt er drivkraften bag sommerens virak om Helle Thorning-Schmidt (S) og Lene Espersen (K).




























