I sidste uge kunne man på DR 1 se dokumentarfilmen ’De angste børn’, hvor vi fulgte Astrid, Frederik og Markus gennem deres behandlingsprogram ved Angstklinikken på Aarhus Universitet. Programmet (importeret fra Australien) hedder ’Cool Kids’ og indbefatter en række ’events’, hvorigennem børnene efter den kognitive terapis principper gradvist konfronteres med situationer, der provokerer deres angst (at være alene hjemme, at henvende sig til fremmede, at sove hos kammerater).
Når de overvinder angsten, får de ros for deres præstationer, så er de ’cool kids’ og ’megaseje’. Undervejs skal de skalabedømme de angstprovokerende situationer: »På en skala fra 1 til 10, hvor bange er du så?«. Ved behandlingens afslutning får de overrakt et diplom. Opmåling, præstation, belønning, rationalitet – det er principperne i et samfund, hvor højeste værdi er menneskets effektivitet og funktionsdygtighed, i sidste ende som arbejdsmaskine.




























