Halen logrer med hunden.
Hunden bider ikke. Den gør bare lavmælt, af frygt for at provokere halen. Hunden er USA, indtil videre verdens eneste supermagt, og halen er den israelske regering ledet af højrepolitikeren Benjamin Netanyahu. Flertallet i regeringen saboterer ethvert forsøg fra USA’s side på at fremme en dialog mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Kort efter at være tiltrådt og med alle tegn på uvilje erklærede Netanyahu, at han i princippet gik ind for en tostatsløsning. I samme åndedrag betingede han, at en palæstinensisk stat skulle acceptere en række suverænitetsbegrænsninger, som ingen palæstinensisk leder, der har sit liv kært, kunne acceptere.




























