Israelske bombefly i formation, flyvende over dødslejren Auschwitz i forbindelse med en mindehøjtidelighed for nogle år siden.
Fotografiet hænger i talrige chefkontorer i forsvarsministeriet i Tel Aviv som en advarende skrift på væggen. Aldrig igen. Det er ikke tomme ord, men nøglen til forståelse af de overvejelser, der pågår i den israelske regerings sikkerhedsudvalg og i generalstaben om, hvordan man skal forholde sig til det, man anser for at være den iranske præsident Ahmadinejads trusler mod Israels eksistens. Israels forsvarsdoktrin bygger på en nulrisiko-vurdering, der ikke rummer nogen mulighed for tvivl, ingen risikomargin. Shoot first, ask later. Stærke kredse såvel i regeringen som i hærens ledelse mener, at den risiko, der er forbundet med at rette et angreb på de iranske atominstallationer, er mindre end risikoen forbundet med at tro, Ahmadinejad blot spiller på sine retoriske strenge.



























