På tirsdag vil vi være meget klogere med hensyn til mulighederne for en genoptagelse af forhandlingerne mellem Israel og Palæstina om fred. Alternativet er konfrontation med risiko for en tredje intifada, en væbnet opstand mod den israelske besættelse, der blev indledt i 1967 efter Seksdageskrigen. Om tre dage vil Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu – der i går mødtes med præsident Barack Obama – holde sin tale i den amerikanske Kongres.
Den bliver Netanyahus sidste chance for at bevise, at det ikke var tomme ord, da han kort efter sit valg for snart tre år siden erklærede, at han var tilhænger af en tostatsløsning i konflikten om Palæstina.



























