Hvis det egyptiske eksperiment i parlamentarisk demokrati lykkes, er der håb om, at andre arabiske lande vil følge det egyptiske eksempel.
Omvendt vil en egyptisk fallit betyde, at det arabiske forår vil ende i dyb vinter. Det er endnu for tidligt at vurdere, hvilke muligheder de liberale kræfter i Egypten har for at gøre sig gældende ved de kommende parlamentsvalg, der – hvis det står til generalerne i militærkommissionen, landets reelle magthavere – vil finde sted allerede til september. Men det er ikke for tidligt at advare mod konsekvenserne af den ligegyldighed, der i Vesten omgiver forholdene i Egypten. Vor kortsigtede opmærksomhed er nu rettet mod urolighederne i andre dele af Mellemøsten, Libyen, Yemen og Syrien. Demokratiprocessen i den arabiske verden afhænger af udviklingen i Egypten, og den står og falder med, om den første folkevalgte regering vil kunne skaffe befolkningen mere brød på bordet, end den har i dag, hvor 40 pct. lever af 2 dollar om dagen, og andre 20 pct. lige når at komme over denne armods grænse. I euforien omkring al Tahrir-demonstrationerne overdrev mange medier, der lod sig rive med af demonstranternes ungdommelige entusiasme, deres krav om værdighed, respekt og frihed. De fleste opinionsundersøger viser imidlertid, at kravet om bedre levevilkår ikke var mindre motiverende. Entusiasmen fra al Tahrir-dagene er fordampet, de fleste af de unge aktivister, der igangsatte den udvikling, som førte til det gamle systems sammenbrud, er forsvundet af syne, men kravet om bedre levevilkår ulmer i samfundet. Og forventningerne er højre.
