Egypterne går til valg i slutningen af november.
Hvis det står til generalerne i Scarf, de væbnede styrkers øverste råd, bliver der ikke flere udsættelser. De har travlt med at slippe for det daglige ansvar, som de er totalt uegnede til at varetage, fordi de hele deres liv har levet en beskyttet tilværelse i en privilegeret parallelverden. Valgene bliver ikke indledningen til en ny, demokratisk tidsalder for egypterne. Det kan generalerne ikke tillade. Udviklingen i Tyrkiet har bekræftet, at demokrati er uforeneligt med militærets interesser. Det ene må vige for det andet. Og set fra generalernes synspunkt er der intet valg.


























