Israels sikkerhedssituation er blevet alvorligt forringet i løbet af dette år på grund af de geopolitiske ændringer i den arabiske verden, der blev udløst af det såkaldte arabiske forår. Det er på den baggrund, man gør klogt i at vurdere de mere eller mindre forblommede antydninger, der kommer fra Jerusalem, om muligheden af et israelsk angreb på Iran. Israels regering fører nervekrig ikke mod Iran, men mod USA og ledende europæiske magter. Ikke for at lokke dem til at gribe militært ind over for Teheran, men for at presse dem til at skærpe sanktionspolitikken over for Iran i håb om, at den vil blive så kraftig, at iranerne af frygt for de økonomiske konsekvenser vil droppe drømmen om at blive kernevåbenmagt. Det er håbløst. Præsteskabet har investeret så megen prestige, at det ikke lader sig skræmme til at opgive så kort før målet. Otte år med George W. Bush, der indirekte truede iranerne med felttog, hvis de ikke makkede ret, skræmte ikke iranerne.
Iran er en tabt sag, og der er ingen grund til at sætte europæiske økonomiske interesser over styr ved at optrappe sanktionspolitikken. Israels regering spiller rollen som den gale hund over for vestmagterne. Hold os, inden vi løber grassat. Som led i denne taktik har den militære censor tilladt offentliggørelsen af militære oplysninger, som under normale omstændigheder ville være faldet for hans røde blyant. Politiske kredse i Israel taler om en magtkamp i det israelske sikkerhedskabinet, hvor ministerpræsident Benjamin Netanyahu og hans forsvarsminister, Ehud Barak, taler for et angreb på Iran, men bliver holdt i skak af flertallet i kabinettet, der er imod en aktion. LÆS OGSÅTidsskrift: Israel stod bag iransk eksplosion Man udelukker ikke, at flertallet kan skifte, siger kredse, der kalder sig velinformerede, advarende med adresse til Washington. Den israelske nervekrig er blevet optrappet, blandt andet som følge af bekymringerne i Jerusalem over den forværrede sikkerhedssituation. Det såkaldte arabiske forår har væltet de søjler, der i over 30 år har båret Israels sikkerhedspolitiske doktrin. På afgørende punkter var præsident Mubarak allieret med Israel. Efter Mubaraks fald afhænger udsigterne af, hvor megen indflydelse den egyptiske hærledelse, der er interesseret i at bevare freden med Israel, vil have i forhold til den nye regering, der dannes i Kairo efter de forestående parlamentsvalg. I øst, i Jordan, er kong Abdullah under pres fra de antiisraelske Muslimske Brødre, og det israelske forsvar, der altid kalkulerer med worst case-scenarier, udelukker ikke et magtskifte i Jordan. Borgerkrigen i Syrien kan føre til præsident Assads fald og oprettelse af en sunnimuslimsk regering, som formodentlig vil blive domineret af De Muslimske Brødre, som det er tilfældet i Tunis og uden tvivl bliver resultatet af valgene i Egypten. Og mod nord, i Libanon, er den dominerende magt Hizbollah, den shiamuslimske bevægelse, allieret med Iran. Dertil kommer, at Israels allierede, USA, i voksende grad mister indflydelse i arabiske lande, hvis antiamerikanske befolkninger i kraft af de parlamentariske reformer vil få større indflydelse. Efter 30 års stabilitet i forhold til de arabiske nabolande befinder Israel sig i en usikker situation, der kræver en ny forsvarsdoktrin. I baggrunden truer udsigten til et kernevåbenbevæbnet Iran, hvis præsident i tide og utide truer Israel med udslettelse.
