Hvor længe varer krige? De hører i alt fald ikke op, når taberen har indgået våbenhvile eller overgivet sig. Første Verdenskrig banede vej for de totalitære militær- og partidiktaturer i mellemkrigstidens Europa og for den katastrofe, vi kalder Anden Verdenskrig. Men hvornår sluttede så den krig?
Ikke endnu. Følgerne af den sovjetiske besættelse af det østlige Tyskland og Centraleuropa er langtfra forvundet. De melder sig tværtimod med forbenet iver, især i Polen og Ungarn. Og i 2014 opgav Rusland definitivt at forlige sig med de grænser i Europa, der tegnede sig efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.




























