Klimaminister Dan Jørgensen (S) er klar i spyttet, når han skal forklare, hvorfor Socialdemokratiet er imod flyafgifter. »Det vil formentlig først batte, hvis man laver nogle meget høje flyafgifter, og det vil så ramme familier med en lav indkomst ekstra hårdt. Derfor er vi modstandere af at indføre en flyafgift«, har han sagt.
Bekymringen for stigende social ulighed melder sig, hver gang vi diskuterer adfærdsregulering gennem afgifter. Men hvor hårdt man bliver ramt af afgifterne, afhænger af, hvor svært det er at ændre sit forbrugsmønster væk fra de afgiftsbelagte goder. Afgifterne rammer ikke så hårdt, hvis man kan leve uden, eller hvis man kan skifte til andre forbrugsgoder, der kan opfylde behovet.


























