Frygten for Kinas og Ruslands indflydelse i Latinamerika, Afrika og Centralasien har fået EU til at skifte strategi over for fire lande, der betragtes som afgørende for vestlige interesser i de pågældende regioner. Nu skal det først og fremmest være guleroden, der driver relationerne, mens stokken pakkes langt væk.
Mediet Politico kunne i sidste uge offentliggøre et internt EU-dokument, der viser, hvor bekymret Europa er over især Kinas stigende indflydelse og angiveligt destabiliserende adfærd rundt omkring i verden. EU har derfor udset sig fire nøglelande, der i nærmeste fremtid skal omgærdes med særlig positiv opmærksomhed. Det gælder Brasilien, Chile, Nigeria og Kasakhstan. »Vi er nødt til at forbedre vores tilbud og styrke vores forhold til de fire«, hedder det i dokumentet.




























