Politiken-journalist Hans Drachmann modtager en hædrende omtale i forbindelse med Amnestys Mediepris 2025 for sin afdækning af sager om såkaldt terrorbilligelse og mulig politisk indflydelse på anklagemyndighedens arbejde. Det blev offentliggjort torsdag aften til prisfesten på Østerbro.
Hans Drachmann har gennem en artikelserie dokumenteret, hvordan anklagemyndigheden efter Hamas’ angreb 7. oktober 2023 rejste en række sager mod borgere, der havde ytret sig i kommentarfelter på sociale medier.




























