Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) blev for nylig interviewet i Politiken. Anledningen var lanceringen af fem »tommelfingerregler« afsendt af en alliance bestående af regeringen, KL og en række børneorganisationer. Tommelfingerreglerne skal på en nem måde hjælpe forældre med at navigere i forhold til deres børns digitale liv.
Selv om intentionen tilsyneladende var den modsatte, kunne ministeren i interviewet ikke dy sig for også at løfte en pegefinger – faktisk bestod interviewet primært af en række moraliserende og nedgørende kommentarer til forældre. Ministeren var »i chok«, sagde hun, fordi undersøgelser viser, at gennemsnitsalderen for, hvornår børn får deres første smartphone, er faldet til otte år.


























