Der var efter sigende ingen, der rakte hånden op og sagde »den klarer jeg«, da statsminister Mette Frederiksen (S) på tirsdagens ministermøde talte om at skære ned på administrationen i staten.
Tværtimod tog et par ministre ordet og anførte, at lige netop hos dem var det svært at skære. Uden for citat, naturligvis. De øvrige holdt mund, og det lå klart, at for eksempel Forsvarsministeriet og Justitsministeriet ikke står for skud, selv om begge har fået tilført flere folk.


























