Selv de mindste vittigheder i Jonatan Spangs nye show er ret gode. Som når han fortæller, at han har holdt ferie på Jamaica med sin kæreste og i den forbindelse kan afsløre, at de ikke danser hele natten på Jamaica. De bliver ved til klokken to, holder så pause og genoptager festen klokken halv tre. Men med et højt bundniveau følger også forpligtelser om tilsvarende kvalitet i den øvre del af materialet. Og det leverer Jonatan Spang faktisk. Med vanlig elegance, panache og charme.
Ferien på Jamaica omtales i øvrigt ikke alene for at fyre bemeldte brander af, men anvendes som indgang til en fortælling om at være offer for racisme. Thi på den caribiske ø var Spang og kæresten udsat for, at en af de lokale putte-varer-i-pose-medarbejdere i et supermarked ikke ville udføre deres arbejdsopgave over for hvide (per se undertrykkere). Problemet var bare, at Spang opfattede den negative håndbevægelse som en anerkendende gestus af hans smag i dagligvarer: For danskere er jo ikke vant til nogen som helst form for service og da slet ikke at få puttet varerne i poser – hvilket får Spang til at snakke om discountkæden Aldi, hvis kassebånd slutter brat som en understregning af, hvornår interessen for kunden også ophører.
