Marlene Holmhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Marlene Holmhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

En kilde i Hamas siger, at Israel har angrebet den delegation i Qatar, der har forhandlet våbenhvile i Gaza. USA blev varslet om angrebet på forhånd, bekræfter talskvinde for Det Hvide Hus.

Hamas-ledere overlever Israels angreb i Qatar

I Doha melder øjenvidner om flere eksplosioner og røg, der stiger op over byen. Foto: Ibraheem Abu Mustafa/Ritzau Scanpix
I Doha melder øjenvidner om flere eksplosioner og røg, der stiger op over byen. Foto: Ibraheem Abu Mustafa/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Israel har angrebet ledere af den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse i Qatars hovedstad, Doha, meddeler militæret og efterretningstjenesten Shin Bet ifølge netmediet Times of Israel.

»De medlemmer af ledelsen, der blev ramt, har i årevis stået i spidsen for terrororganisationens aktiviteter og bærer det direkte ansvar for massakren den 7. oktober og for at føre krig mod staten Israel«, lyder det i en erklæring.

De Hamas-ledere, som var mål for det israelske angreb, har overlevet, oplyser Suhail al-Hindi, som er medlem af Hamas’ politbureau, til tv-stationen al-Jazeera. Han tilføjer, at to andre blev dræbt i Israels angreb. Den ene er søn af Hamas-leder Khalil al-Hayya. Også en af al-Hayyas nærmeste medarbejdere er dræbt, siger al-Hindi. Al-Hayya er Hamas’ leder for Gazastriben og chefforhandler ved de forhandlinger om våbenhvile, der har foregået i Doha.

Ifølge Qatar har de israelske angreb også ramt Hamas-ledernes hjem, skriver en talsmand for landets udenrigsministerium på X.

»Staten Qatar fordømmer på det kraftigste det feje israelske angreb, der ramte beboelsesejendomme, hvor flere medlemmer af Hamas’ politiske bureau opholdt sig«, skriver talsmanden, Majed al-Ansari.

»Dette kriminelle angreb udgør en åbenlys overtrædelse af alle internationale love og normer og udgør en alvorlig trussel mod sikkerheden og trygheden for både qatarere og beboere i Qatar«, tilføjer han.

Qatar har spillet en vigtig rolle i at mægle mellem Israel og Hamas i de knap to år, der har været krig i Gazastriben. Israelske embedsmænd oplyser til Reuters, at angrebet blandt andet var rettet mod Hamas’ leder for Gazastriben og chefforhandler, Khalil al-Hayya.

Netanyahu: En uafhængig israelsk operation

Under et pressemøde i Det Hvide Hus bekræfter pressesekretær Karoline Leavitt tirsdag aften dansk tid, at Trump-administrationen på forhånd var underrettet om Israels angreb. Hun fortæller også, at USA’s særlige udsending Steve Witkoff advarede Qatar om det forestående angreb.

»At bombe ensidigt inde i Qatar – en suveræn nation og tæt allieret af USA, som arbejder hårdt og modigt tager risici sammen med os for at mægle fred – fremmer hverken Israels eller USA’s mål«, siger hun og understreger, at den amerikanske præsident stadig ser Qatar som en »stærk allieret og god ven af USA«.

»Denne ulykkelige hændelse kan tjene som en mulighed for fred«, mener Donald Trump ifølge Karoline Leavitt og tilføjer, at Trump har forsikret Qatars ledere om, at et lignende angreb ikke vil finde sted igen.

I en meddelelse fra den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahus, kontor, understreges det, at der var tale om »en fuldstændig uafhængig israelsk operation«.

»Israel tog initiativet, Israel gennemførte den og Israel påtager sig det fulde ansvar«, lyder det i en kort meddelelse på X.

Netanyahu advarer desuden om, at »terrorledere« ikke vil være sikre nogen steder.

»De dage, hvor terrorledere kunne nyde immunitet hvor som helst, er forbi«, siger han ved et arrangement på den amerikanske ambassade i Jerusalem.

Han tilføjer, at han havde beordret operationen »for at gøre op med morderne og for at sikre den fremtidige sikkerhed for Israels borgere«.

Hamas stod bag angreb i Jerusalem

Tirsdagens angreb kommer, efter at chefen for Israels væbnede styrker, general Eyal Zamir, advarede om, at Israel vil angribe Hamas’ ledere i udlandet.

»Det meste af Hamas’ ledelse befinder sig i udlandet, og der vil vi nå dem«, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP 31. august.

Israels militær oplyser tirsdag, at det har forsøgt at begrænse skade på civile under angrebet, blandt andet ved at bruge præcisionsvåben og efterretninger.

Det israelske angreb i Doha kommer, dagen efter at to bevæbnede palæstinensere skød og dræbte seks jøder i et angreb uden for Jerusalem. 11 andre blev såret, heraf seks alvorligt.

Den væbnede gren af Hamas, al-Qassam Brigaderne, tog tidligere tirsdag skylden for mandagens skudangreb.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her