Frygten for, at en formueskat vil drive danske velhavere ud af landet, får nu Socialdemokratiet til at bløde sit forslag op. Recepten er kendt fra landbruget, hvor den har virket i årevis, forklarer afgående minister for grøn trepart Jeppe Bruus:
»Vi foreslår stadig en formueskat, for uligheden er løbet løbsk, og det driver en kile ned gennem Danmark, at den rigeste procent ejer en tredjedel af danskernes samlede formue. Men tvang er et dårligt redskab til at skabe blivende forandringer. Så vi vil gøre formueskatten frivillig, ligesom vi har haft succes med i landbruget, hvor frivillige aftaler om dyrevelfærd, kunstgødning, kvælstofreduktion, vandmiljøbeskyttelse, klimaforbedringer og biodiversitet har sikret, at vi i dag har både et velstående, økonomisk uafhængigt landbrug og stort set ingen klima- og miljøproblemer«, betoner Bruus.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























