Vi har talt i en times tid på det trange kontor under de skrå vægge med tagvinduerne, hvorfra man kan se det forgyldte tårn på universitetskirken i Wroclaw. Om Polens brutale historie, Europas kvaler og usikkerheden for ungdommen. Så bliver det pludselig alvorligt for alvor. Przemyslaw Wiszewski tier, trækker vejret ind og siger:
»Jeg har en god ven ... eller jeg havde i hvert fald en god ven. Jeg har kendt ham hele livet, og vi er meget fortrolige. Han arbejder i statsadministrationen. Så en dag for nogle måneder siden, hvor vi sad og talte sammen om alt muligt, som vi plejer, sagde han pludselig til mig: »Du skal passe på med at sige din ærlige mening om alt. Det er ikke altid godt at tale sandt«. Jeg forstod ikke, hvad han mente, og det sagde jeg«.
