Syv døgn efter: Det ved vi om flystyrtet i De Franske Alper

Lyt til artiklen

I dag er det en uge siden, et passagerfly styrtede ned i De Franske Alper, og 150 personer mistede livet.

Det er endnu ikke bekræftet, hvad der præcis skete på Germanwingsflyet, inden det smadrede mod en bjergside. Politiken har lavet en gennemgang af, hvad vi foreløbig ved om styrtet og andenpiloten, som fortsat er i fokus for efterforskningen.

Tirsdag 24. marts

Kl. 10.01 letter et Germanwings Airbus A320-fly fra Barcelona med kurs mod Düsseldorf. Om bord er 144 passagerer og seks besætningsmedlemmer. Kl. 10.30 bliver automatpilotens højdemål ændret fra 38.000 til 96 fod svarende til bare 29 meter. Kl. 10.40 smadrer flyet mod en klippevæg mellem byerne Digne og Barcelonette. Klokken 13.30 bekræfter Germanwings i en pressemeddelelse, at selskabets fly AU9525 er forulykket.

Torsdag 26. marts

Den franske anklagemyndighed med Brice Robin i spidsen fortæller på et pressemøde, at lydoptagelser fra den sorte boks viser, at andenpiloten AL var alene i cockpittet, da flyet styrtede ned. Anklageren arbejder med en teori om, at andenpiloten var i live til det sidste, og at han med vilje fløj sig selv og de øvrige ombordværende i døden. På et andet pressemøde siger Carsten Spohr, direktør for Germanwings moderselskab Lufthansa, at AL, der blev uddannet pilot i 2013, havde gennemgået alle påkrævede teknologiske og psykiske test og blev erklæret 100 procent i stand til at flyve.

Fredag 27. marts

I en erklæring skriver det tyske politi, at man under en ransagning af andenpilotens hjem har fundet iturevne lægeattester og henvisninger til yderligere lægebehandling. En af henvisninger skal have været til en undersøgelse den tirsdag, flyet styrtede ned. Politiet går ud fra, at den afdøde andenpilot har hemmeligholdt sygdomme over for sin arbejdsgiver, men understreger, at der i det fundne materiale ikke er et fældende bevis. Germanwings skriver i en pressemeddelelse, at selskabet ikke har modtaget en sygemelding fra AL på den pågældende dag. Universitetshospitalet i Düsseldorf udsender en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at AL har været på hospitalet, og at hans seneste besøg var 10. marts. Hospitalet understreger, at behandlingen ikke handlede om noget psykisk.

Søndag 29. marts

Den tyske avis Bild har angiveligt fået adgang til lydfilen fra cockpittet og kan derfor fortælle flere detaljer fra de sidste minutter om bord på AU9525. Ifølge avisen kan man på lydoptagelsen høre, at andenpiloten tilbyder at overtage styringen af flyet, så kaptajnen kan gå på toilettet. Kort efter kan man høre en høj banken på døren til cockpittet, og udenfor råber kaptajnen: »For guds skyld, åbn døren!«. I baggrunden lyder skrig. Klokken 10.35 kan man igen høre metalliske slag mod døren, og kaptajnen råber »Åbn den skide dør«. Dette er ikke bekræftet fra officielt hold, men detaljerne lægger sig i tråd med det forløb, som den franske anklagemyndighed har lagt frem.

Tirsdag 31. marts

Efterforskere er stadig i gang med oprydnings- og opklaringsarbejdet og forsøger fortsat at identificere ofre ud fra de kropsdele, der bliver fundet på ulykkesstedet. Der er endnu ikke en fuldkommen liste over, hvilke lande de i alt 150 omkomne kommer fra, men der var mindst 15 nationaliteter om bord. Langt de fleste ofre er fra Tyskland og Spanien. De foreløbige opgørelser siger henholdsvis 75 tyskere og 50 spaniere. En dansker har mistet livet.

Cecilie Lund Kristiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her