Hvis du køber ind i en af Lidls 125 butikker i Danmark, er det snart slut med at købe ferske kyllingevarer fra den markedsdominerende kyllingerace ross 308. Fra marts vil dagligvarekæden som den første i Danmark kun sælge ferske kyllingevarer, som kan opnå det statslige dyrevelfærdsmærke.
»Vi er stolte af at sætte handling bag de holdninger om dyrevelfærd, som det er let at have. Vi tager nu et afgørende skridt mod at forbedre dyrevelfærden ved at udskifte en hurtigvoksende race med en langsomtvoksende, så al fersk kylling kan påføres dyrevelfærdsmærket med et hjerte«, siger indkøbsdirektør Rasmus Pape fra Lidl.


























