0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mest for designets skyld

BMW R 1150 Rockster er en sportslig egoistmotorcykel. Men den skuffer på flere afgørende punkter.

Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

For BMW kan det ikke gå stærkt nok med at profilere sig på tværs af tidligere tiders image, der sagde, at man skulle være politibetjent eller pensionist med penge på bogen for at køre mærket. Sådan er det ikke mere. Derfor følger den nye BMW R 1150 Rockster den mellemeuropæiske dille med de såkaldte streetfighter- eller supermotard -maskiner.
Ved at plukke elementer fra andre BMW'er - lygter fra R 1150 GS, hjul fra R 1100 S samt håndplukkede tuningsdele fra underleverandørerne - står BMW nu med en potent basse af en motorcykel, som gerne skulle indfri den mere sportslige kørers behov for kraftudfoldelse og køreegenskaber.

Hvis man ellers kan nå op på det hærdebrede køretøj, så venter der én et komfortabelt, skålformet højsæde 83,5 cm over Jordens overflade. Det asymmetrisk formede instrumentbræt med sort speedometer og hvid omdrejningstæller er gunstigt placeret. Styret er bredt, meget bredt. Tanken er bred, meget bred.

Til beroligelse skal det siges, at sæde og kobling og bremsegreb er indstillelige, så trods størrelsen vil BMW R 1150 Rockster passe de fleste mennesker, selv om den bedst passer de langbenede.

Personligt har jeg aldrig syntes, at en BMW med boksermotor lyder af noget særligt, men med Rocksteren fornemmer man, at BMW har haft en lyddesigner på jobbet. Lyden er klangfuld - spændende fra den markante dumpe bas over mellemtonen iblandet tandhjulsknurren til lidt aggressiv snerren fra ventilvippetøjet i toppen.

Selv om seneste version af BMW-boxermotoren er peppet op med sekstrins gearkasse, elektronisk indsprøjtning og dobbelte tændrør per cylinder, kan det ikke skjule det faktum, at motorkonstruktionen er 11 år gammel. I forhold til dagens standard er den lidt grov og upoleret, og selv om momentet er bombastisk, flader effektkurven hurtigt ud. 85 hk imponerer ingen.

Anderledes avanceret er karosseriet, hvor den medbærende motor i en minimal rørgitterramme, det geniale hjulophæng og de elektrisk servoassisterede ABS-bremser tilsammen danner en yderst effektiv køremaskine. De overdimensionerede bremseskiver er større end en gammeldags lp-plade og betjenes af dobbelte bremsecalipre. Finishen er generelt virkelig god, selv om det irriterer, at den matte lak på styret tager imod ridser fra nøglevedhænget.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Rocksteren fra forhandleren irriterede mig de første kilometer gennem myldretiden.

Gennem de mange igangsætninger og nedbremsninger blev jeg konfronteret med maskinens store vægt, brutale ind-/udkobling og lige så brutale motorbremse. Alt er imidlertid et spørgsmål om tilvænning, og Rockster vinder absolut ved nærmere bekendtskab.
Selv om maskinen på grund af kardanakslen er lidt tung i baghjulsføringen, så får man hurtigt et rigtig godt indtryk af køreegenskaber og komforten. Den specielle Telelever-forhjulsaffjedring, der isolerer bremsekræfterne fra affjedringsbevægelserne, har aldrig været så skarptstyrende og velfungerende som på denne Rockster.

Tilsvarende er de elektrisk forstærkede ABS-bremser noget af en oplevelse. Hvad de mangler i feedback fra caliprene, har de i bremsemæssig effektivitet. Man kan godt blive lidt afhængig af den sprøde, højfrekvente hvinen fra den elektriske servo. Til gengæld har man ikke meget at skulle have sagt, når de computerstyrede bremser først træder i aktion. Man føler sig umyndiggjort, men de er voldsomt effektive.

Når jeg tøver med at tildele BMW R 1150 Rockster de fire hjerter, som maskinens brugervenlighed, finish og kvalitet bestemt lægger op til, og kun giver den tre, skyldes det, at motorkarakteristikken og køreegenskaberne ikke rigtig matcher de designmæssige prætentioner. Selv om køregenskaberne er i top, gør de ikke BMW R 1150 Rockster til en streetfighter.

Den bayerske kampvogn er derimod en formidabel langtursmaskine. Yderst stabil og fantastisk velafbalanceret. Da jeg i virkeligheden er ude efter alle de små tiltag, BMW har gjort for at få R 1150 R til at ligne en streetfighter, skal jeg afsluttende henvise til standardversionen af R 1150 R, der ikke blot er 6.000 kroner billigere, men hvor noget så elementært som et bagsæde også følger med. Til Rocksteren skal det købes som ekstraudstyr.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere