0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Harleys nye ikon

Harley-Davidson går nye veje i både design og teknik med V-Rod modellen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Frandsen Finn
Foto: Frandsen Finn

Foto: Finn Frandsen

Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Pludselig var den der. Harleys nye baby! Selv gik jeg, og glædede mig som et lille barn til prøvekørslen. Indtil dagen oprandt, hvor det under dystre novemberskyer bare pissede ned. Surt at trække i MC-tøjet.

Surheden fortog sig først, da jeg sad på den nye Harley-Davidson VRSCA V-Rod, hvis køredynamik er lige så revolutionerende som det dyre udseende i reflekterende aluminium og den kraftige nye Porsche-motor. Faktisk er V-Rod den største nyskabelse i det berømte mærkes historie siden introduktionen af Knuckelheadmotoren i 1936.

O.k., Porschesammenligningen er muligvis lidt overdrevet. Rigtigt er det, at de berømte sportsvognskonstruktører i Stuttgart har udviklet og detailkonstrueret den særdeles potente motor. Derfor er såvel stempler som plejlstænger, krumtap og gearkasse af tysk fabrikat.

Selve det grundlæggende koncept stammer dog fra Harley-Davidsons egen (knap så succesrige) superbikeracer fra 1994, VR 1000, hvilket vil sige en højtydende vandkølet 8-ventilet V-motor med 60 grader mellem cylindertårnene.

Smukke kurver
Inden man bestiger V-Rod, er man nødt til først at stirre sig mæt på tingestens udseende. Den rigelige anvendelse af eloxeret og anodiseret aluminium, den lave polerede køler og den flot svungne udstødning bringer mindelser om gamle amerikanske sciencefiction-film eller Art Deco-designet i Empire State Building.

Men I V-Rods tilfælde i en sensationel ny opsætning, der sparker bagud med 115 HK og 100 Newtonmeter moment ved 7.000 omdrejninger/min.

Harley har ikke blot lagt vand i kælderen, undskyld køleren, men også under højtryk sprøjtet vand i rørstellet for at kunne bukke det i de flotte tredimensionelle kurver, stellet er kommet til at stå i. Med sin superlange akselafstand på 1,7 meter, sin dukkede aerodynamiske front med ellipsoide forlygte og en spøjs styrholder med skulpturelle kvaliteter - der også er instrumentkonsol - fremtræder V-Rod som en knytnæve i synet på dem, der troede, de vidste, hvor de havde Harley-Davidson.

Computer klarer blinklyset
Den fede synkoperede lyd fra de kendte 45-graders V-twin-motorer er desværre ikke fulgt med over i V-Rod, hvis lyd lander et sted imellem kultiveret og kedelig. Fraværet af mekanisk støj er et kvalitetsstempel.

Ellers er den tilbagelænede kørestilling utrolig vellykket. Grebene falder lige så godt i hænderne, som pedalerne matcher fødderne. Fra 2.000 omdrejninger trækker V-Rod formidabelt.

Først ved 9.000 omdrejninger sætter den elektroniske omdrejningsbegrænser ind. Inden da kan man meget let have forvildet sig ind i et accelerationsorgie med den spillevende Revolution-motor, der bringer den 285 kg tunge maskine fra 0 til 100 km/t på kun 3,6 sekund.

Harley V-Rod er en herlig cykel, og i modsætning til de hidtidige Big Twins er den, trods sin lange forgaffel, let at håndtere i bytrafikken.

Takket være kørestillingen, hvor overkroppen holdes ret, har man et glimrende overblik og nemt ved at kigge sig over skulderen, hvis det er dét, som skal til.
Blinkanlægget virker som kopieret fra BMW, bortset fra at man på Harley-Davidson ikke selv behøver at blinke af. Det sørger cyklens computer for. Chipen er så perfekt programmeret, at jeg ikke på noget tidspunkt greb den i ikke at matche rytmen i bytrafikken.

Vægtfordelingen er med 54 procent på baghjulet tæt på det ideelle og af samme årsag opleves de 285 kg ikke som et problem. Køreegenskaberne er lovende.

Gennemblødte støvler
V-Rod har to ansigter. Da den elektroniske indsprøjtning ikke er sat så kontant som på deciderede sportsmotorcykler, kan V-Rod sagtens køres som almindelige cruisere: i tilbagelænet stil. Giver man den gas, træder en anden personlighed imidlertid frem. Absolut mere fandenivoldsk. Accelerationsevnen i mellemområdet får jubelstemningen frem.

Takket være det usædvanlig fugtige vejr, kan man ikke ligefrem påstå, at jeg fik prøvet grænserne af. Til gengæld fandt jeg ud af, at den aerodynamiske lygte og instrumentkonsol faktisk har et formål. For at undgå indvendig dug på visiret klarede jeg at køre en længere motorvejsstrækning med åbent visir, hvilket næppe havde været muligt, hvis ikke lygte og konsol havde virket som vindskærm.

Men på grund af en alt for kort forskærm får man desværre regnsprøjtet direkte op på støvlerne. Selv mine vandtætte støvler kunne i længden ikke holde til den behandling. De blev gennemblødte.

Nyt ikon
Spørgsmålet er så, hvad V-Rod gør ved Harley-folket? De entusiaster, jeg har talt med, har nærmest virket paf! Ingen bryder sig dog om den overdimensionerede nummerpladeholder.

Davidson-familien har bedyret, at de kendte luftkølede modeller vil forblive i produktion, men har samtidig sat alle sejl til for at V-Rod kan få den ikonstatus, som Harley navnlig siden 'Easy Rider'-filmen har haft.

Maskinen har så mange raffinerede detail-løsninger, at konkurrenterne kan få hele vinteren til at gå med at hitte rede i, hvor vi nu er henne. Det, man tror, er benzintanken, er i virkeligheden luftfiltret.

Tanken er, til glæde for tyngdepunktet, flyttet ned under sædet, men rummer desværre kun 15 l.

I øvrigt er den nye Harley ret servicevenlig. Knastkæderne stilles løbende hydraulisk. Det vedligeholdelsesfrie tandrems-træk er med til at nedbringe den mekaniske støj, og takket være aftagelige rør er motoren nem at få ud af stellet.

V-Rods udbredelse bliver formentlig begrænset af prissætningen, der er på niveau med Fat Boy, hvilket vil sige 389.719 kroner.