GENBRUG. To genbrugsentusiaster guider til de bedste steder at sælge sine brugte sager videre.
Foto: MAGNUS HOLM

GENBRUG. To genbrugsentusiaster guider til de bedste steder at sælge sine brugte sager videre.

Forbrug

Guide: Sådan sælger du ud af dine brugte sager

Er du i tvivl om, hvor du kan få mest for dine brugte møbler, og hvor du lettest kan få afsat fejlkøbet i din garderobe? Bliv guidet igennem de utallige muligheder for genbrugssalg af to garvede genbrugsentusiaster.

Forbrug

Mærketøj, antikke møbler, udtrådte sko eller dims fra pyntehylden. Uanset, hvad du har i gemmerne af ting, som begynder at samle støv, findes der et marked for at sælge det videre. Men det store udvalg af loppemarkeder, hjemmesider og apps, hvor man kan sælge brugt, kan virke en anelse uoverskueligt.

Politiken har spurgt to genbrugsentusiaster og bloggere om deres bedste tips til at være sælger på genbrugsmarkedet. Hvor skal man sætte sine brugte sager til salg, hvor kan man få det solgt hurtigst, og hvor kan man få mest for det?

»Alt kan sælges, hvis bare man gør sit forarbejde og undersøger, hvor der er et marked for det, man vil sælge videre«, fortæller Louise Trillingsgaard, forfatteren bag bogen Retroguld, der efter eget udsagn har solgt sine brugte ejendele videre, så længe hun kan huske.

Også Chalotte Kamp Kruse mener, at næsten alle brugte genstande kan få nyt liv på genbrugsmarkedet. Hun står bag boligbloggen Livingbyckk.dk og har igennem de sidste fire år solgt både stort og småt videre på loppemarkeder og nettet. Hun anbefaler, at man sætter sig ind i, hvad de mange forskellige muligheder for at sælge brugt egner sig bedst til.

Facebookgrupper for genbrugssalg er gode, fordi det går lynende hurtigt.

»Loppemarkederne er gode til småting, hvor folk kan få lov at se nærmere på sagerne. Hjemmesider som den blå avis er gode til næsten alt, men også sociale medier som Facebook og Instagram giver helt nye muligheder for at nå ud til en masse potentielle købere og få solgt sine aflagte ting rigtig hurtigt«, siger Chalotte Kamp Kruse.

De to brugtbloggere giver her deres bedste råd til, hvor du med størst succes kan sætte dine aflagte ting til salg. Lige fra designerkjolen til køkkenvasken.

Sælg ud af klædeskabet

Når du rydder ud i garderoben, er der mange muligheder for at sælge det tøj videre, som du ikke kommer til at bruge igen. Det er dog værd at overveje, hvor man sætter sit brugte mærketøj til salg, og hvad man gør af de forvaskede t-shirts.

Trendsales er en af de store hjemmesider til at sælge ud af klædeskabet. Her er det især mærkevarer, der hitter, fortæller Louise Trillingsgaard. Her finder man de lidt yngre købere, der ikke selv har råd til at give fuld pris for designervarer. Hun bruger dog oftest selv dba.dk - den blå avis - hvor hun har god erfaring med at sælge alt slags tøj.

»Der er mange spørgsmål til tøjet fra brugerne på Trendsales, så derfor tyer jeg selv ofte til den blå avis, hvor der er lidt mindre tøseri«, fortæller hun.

Det vigtigste for at have succes med online salg af brugt tøj er, at man giver sig tid til at tage pæne, retvisende billeder og skriver en grundig beskrivelse af størrelse og eventuelle tegn på slid, understreger Louise Trillingsgaard.

Har man mere tid og går efter den gode oplevelse, kan man med fordel sælge ud af sit tøj på loppemarked. Er det ikke mærketøj, man sælger, kan man med fordel sælge det billigt og få en lille skilling ud af noget, man ellers ville have smidt ud, fortæller Chalotte Kamp Kruse. Men sælger man mærkevarer, er det en god idé at overveje sin strategi.

»Mærkevarer ryger hurtigt på alle loppemarkeder. Men folk prutter ofte lige i overkanten på de store markeder, så jeg kan anbefale, at man søger mod mere high end-loppemarkeder. Man skal betale lidt mere for en stand, men til gengæld vil køberne give mere for tøjet, hvis man sørger for at stille tingene pænt op og laver en lækker bod«, siger Chalotte Kamp Kruse.

Her kan man også tage sine brugte smykker med, nu man er i gang. Det er nemlig en af de ting, der er lettest at sælge på loppemarked, hvor folk har mulighed for at prøve smykkerne og se dem efter i sømmene, fortæller Louise Trillingsgaard.

Sælg ud af dine brugte møbler

Vil du sælge dine brugte møbler, køkkengrej eller lamper, har både Chalotte Kamp Kruse og Louise Trillingsgaard gode erfaringer med at sælge det videre på nettet.

De nævner begge den blå avis som et sted, der dur til at sælge både stort og småt, men de fremhæver også sociale medier som Facebook og Instagram som effektive salgssteder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Facebookgrupper for genbrugssalg er gode, fordi det går lynende hurtigt. Man når ud til rigtig mange mennesker og kan finde folk i nærheden, der kan komme ud og hente det, de køber. Her har jeg haft en rigtig høj succesrate med at få solgt mine ting«, fortæller Chalotte Kamp Kruse.

Hun bruger særligt de lokale sider, der findes i de fleste større byer, der kan søges frem ved at søge på bynavnet efterfulgt af "Køb, salg og bytte".

Louise Trillingsgaard er derimod storbruger af Instagram, når det kommer til at sælge ting fra hjemmet. Vil man sælge til andre end sine egne følgere, er det dog vigtigt, at man bruger de rette hashtags, såsom #tilsalg og #sælges, understreger hun.

»Det er gode hashtags, der kommer langt ud til folk. Der er mange, der scroller igennem de nyeste billeder på disse hashtags jævnligt, så her er der en god køberskare at hente«, siger Louise Trillingsgaard.

Lauritz.com anbefaler begge gebrugsentusiaster desuden som et godt sted at sætte sine dyrere og antikke møbler til salg. Chalotte Kamp Kruse fremhæver også siden Everclassic, som et godt bud på en hjemmeside til design- og retromøbler.

Også loppemarkeder er en mulighed til møbler, selv om det oftest er lettest at sælge småting, som folk kan bære med sig fra bod til bod, fortæller Louise Trillingsgaard.

»Man skal i hvert fald vælge sit loppemarked med omhu. Designermøbler får man ikke afsat til en god nok pris på bagagerumsmarkeder, men det kan let blive afsat til en fair pris på mere specialiserede loppemarkeder«, siger hun.

Sælg ud - af alt det andet

Børnetøj og udstyr anbefaler Louise Trillingsgaard, at man sælger på app'en Reshopper. App'en bruger geotracker, så man kun køber og sælger ting til folk i nærheden, hvilket gør det let at mødes med folk til en hurtig handel.

Småting og pyntegenstande, som du vil sælge billigt, er ifølge Chalotte Kamp Kruse ikke så velegnede at sælge på den blå avis. Derimod anbefaler hun, at man skraber det sammen til et loppemarked, hvor folk er ivrige efter at gøre et billigt kup og gerne køber mindre ting. Også Louise Trillingsgaard anbefaler, at man bruger bagagerums-, hal- og vejloppemarkederne til at sælge mindre husholdningsting, legetøj og børnetøj i den billige prisklasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vil du sælge din gamle cykel, eller skal bilen skiftes ud, kan du med fordel sætte det til salg på den blå avis. Her når man ud til rigtig mange købere og får ifølge Louise Trillingsgaard fat i Hr. og Fru Danmark.

Trendsales er til gengæld stedet, hvis du skal af med en parfume eller andre skønhedsprodukter, du har fortrudt. Her kan man tjene lidt af pengene fra fejlkøb tilbage på produkter, der knap er taget i brug.

Sidst men ikke mindst anbefaler Louise Trillingsgaard, at du, hvis du står foran at lave nyt køkken, tager billeder af enkeltdelene og sælger dem billigt på den blå avis. Med den metode har hun selv haft held med at sælge alt fra vandhaner til større køkkenskabe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce