0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Største sejr for dyrevelfærden«: Danpo dropper turbokyllingen

En kæmpe sejr for dyrevelfærden, siger dyreværnsorganisation om Danmarks største fjerkræslagteris beslutning om at udfase industrikyllinger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Forbrug
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Forbrug
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmarks største kyllingeproducent, Danpo, går nu i gang med at udfase den udskældte, hurtigtvoksende industrikylling. Kyllingeracen udgør 9 ud af 10 solgte kyllingeudskæringer i danske supermarkeder.

Allerede i år vil en stor del af Danpos produktion skifte til en langt mere robust kyllingerace, og inden udgangen af næste år vil al produktion af ’turbokyllinger’ efter planen være ophørt.

Dermed bliver virksomheden, som mange har forbundet med billige lørdagskyllinger, blandt de første i verden, der udfaser de hurtigvoksende kyllinger.

»Det er kæmpestort og måske den største sejr for dyrevelfærden herhjemme«, siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i dyreværnsorganisationen Anima: »Det er helt usædvanligt, at en producent går så meget foran lovgivningen. Jeg mindes ikke at have oplevet, at en industriproducent fjerner hele bunden af sin produktion«.

Internationalt er Holland det eneste land i verden, hvor det er lykkedes helt at fjerne turbokyllinger fra kølediskene.

Dyrenes Beskyttelse kalder det »en kæmpe sejr« for dyrevelfærden.

»Næste skridt bliver selvfølgelig at få de danske supermarkeder og forbrugere med på rejsen, så vi kan få turbokyllingen helt ud af de danske kølediske«, siger chefkonsulent Pernille Fraas Johnsen.

Racen hedder ross 308 og er rygraden i industriel kyllingeproduktion, da den kan vokse fra nyklækket kylling til 2,1 kilo på blot 33 dage. Men kyllingen betaler ifølge eksperter en høj pris for det med svækket bentøj,sygdomme, afsvidninger på fodtøjet og større dødelighed.

Ifølge en intern opgørelser fra Danpos kyllingeavlere har deres langsommere voksende race, Ranger Gold, langt bedre dyrevelfærd: Halvt så mange dør pr. dag i produktionen og langt færre skal kasseres på grund af sygdom, når de når frem til slagteriet.

»Vores analyser viser, at skiftet til en langsomt voksende race giver langt mest dyrevelfærd for pengene, og samtidig er det nemt at forstå for forbrugerne« siger Danpos administrerende direktør, Mark Hemmingsen.

Ifølge Danpo vil merprisen på en pakke kyllingebrystfilet være 2-3 kroner.

For Danpo er skiftet en del af en større plan om at fremtidssikre forretningen. Dansk kyllingeindustri presses nemlig af billige kyllinger fra Østeuropa, Brasilien og Asien. Danske kyllinger er nærmest presset ud af markedet for frostkyllinger og kyllinger til foodservice - altså restauranter og kantiner – og det er bare et spørgsmål om tid, før det rammer de ferske kyllinger.

»Vi er i en industri, der altid har været drevet af, hvor hurtigt og billigt vi kunne lave en kylling. Men det kan vi ikke fortsætte med, med mindre vi gerne vil køre med underskud«, siger Mark Hemmingsen.

Professor i bioetik Peter Sandøe fra Københavns Universitet har undersøgt skiftet i Holland og tror på, at noget tilsvarende vil kunne lade sig gøre i Danmark.

»Det minder om buræggene – når der er tilstrækkeligt mange af store spillere ind over, så kan det rykke meget hurtigt«, siger han.

Danpos strategi forudsætter dog i sidste ende, at supermarkederne og andre storkunder vil aftage kyllingerne.

I marts udskiftede discountkæden Lidl som det første supermarked sine 3,5 millioner kyllinger til den nye, langsommere voksende race, og ti større foodservice-virksomheder er også hoppet på de nye kyllinger. Salling Group har annonceret, at man udskifter en del af sortimentet i Netto, Bilka og Føtex til efteråret.

Annonce

»Vi arbejder nu hen mod at kunne udfase de hurtigtvoksende kyllinger – og det kommer også til at afspejle sig i vores sortiment, vores markedsføring og det, vi taler med kunderne om«, siger indkøbsdirektør Søren Bo Christensen.

Andre supermarkeder er mere tilbageholdende. Coop vil øge den samlede andel af langsomt voksende kyllinger over de næste 18 måneder, men vil ikke skifte væk fra turbokylling »nu og her«, da det vil føre til for store prisstigninger.

Rema1000 skriver i et svar, at kæden »også har et ønske om på et tidspunkt kun at have de mere langsomt voksende kyllinger i sortimentet, men vi har ikke sat en konkret deadline«.

Landbrug & Fødevarer vil ikke kommentere Danpos konkrete strategi, men siger, at organisationen »står hundrede procent bag begge kyllingeracer« og ikke kan genkende »skræmmebilledet« af ross 308. Faktisk påpeger organisationen, at ross 308 er bedre for klimaet, netop fordi de lever i færre dage og skal bruge mindre foder. Derfor er valget ikke så enkelt.

»Vi landmænd vil gerne producere, hvad forbrugerne efterspørger. Men jeg synes, det er vigtigt, at de tager stilling på oplyst grundlag«, siger formand for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, Martin Hjort Jensen.


Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts