0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nu kan børn komme på bustur: Sundhedsstyrelsen slækker på coronakrav til børnepasning

Sundhedsstyrelsen gør nu busture for børn mulige i institutioner og skoler ved at opdatere retningslinjer. De præciserer også, at snotnæse ikke er et symptom på corona.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm præsenterede onsdag 8. april 2020 de første retningslinjer for genåbningen af skoler og daginstitutioner. De blev til i al hast uden pædagogfaglige input og er nu blevet opdateret til en fjerde version.

Sundhed

Efter kritisk fokus på manglende kapacitet og risikoen for negativ effekt for børn i daginstitutioner har Sundhedsstyrelsen nu opdateret retningslinjerne. Det er den fjerde udgave af retningslinjerne, siden de første kom ud 7. april.

Politiken har blandt andet sat fokus på, hvordan udflytter- og skovbørnehaver og -institutioner generelt forhindres i at komme på tur væk fra byerne og bygningerne. Det skyldtes styrelsens hidtidige krav om, at »børnene placeres i bussen med en afstand på 2 meter fra hinanden«.

Men nu har styrelsen slækket på det krav, så det i stedet lyder:

»Transport fra dagtilbuddet skal arrangeret således, at busserne kører med halvbelægning. Dvs. at børnene placeres, så de har et dobbeltsæde per barn«.

Styrelse: Kravet gjorde busture vanskelige

Sundhedsstyrelsens enhedschef Niels Sandø forklarer opblødningen i en mail til Politiken:

»Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med den kontrollerede genåbning af skoler og dagtilbud overført det generelle afstandskrav på 2 meter til også at gælde i busser. I praksis har det vist sig at vanskeliggøre buskørsel af børn i det hele taget. I den forbindelse har Sundhedsstyrelsen været i dialog med en række aktører og har på den baggrund genvurderet anbefalingen. Det er besluttet, at der kan blødes op på kravet om 2 meter, ved at busserne skal køre med halv belægning«, skriver han.

Ændringen af reglerne gælder også på skoleområdet, så børn også her nu kan fragtes på tur fra institutionerne.

Blandt andet i Københavns Kommune har de hidtidige regler bevirket, at udflytterbørnehaver ikke kunne genåbne. Eksempelvis i institutionen Land & By var der indtil i går kun kapacitet til at modtage 20 af 100 børn, når institutionen skal genåbne. Problemet har været det samme i udflytterinstitutionen Nordstjernen, hvor en forælder fortalte Politiken om retningslinjer, »der ingen begrundelse har i virkeligheden«.

»Hvordan kan det være sundere for børn at være spærret inde i små lejligheder, sandsynligvis med meget skærmtid, fordi forældrene skal arbejde, end at komme ud i frisk luft og til god plads og motion i udflytterbørnehaverne?«, sagde Pernille Meyn Milthers.

Ingen danske børn har haft behov for intensiv behandling, og ingen er døde

Sundhedsstyrelsen medgav tirsdag over for Politiken, at retningslinjerne er blevet hastebehandlet uden vanlig pædagogfaglig ekspertise. Pædagogfaglige organisationer havde ellers på et tidligt stadie tilbudt deres ekspertise, men blev mødt af en afvisning fra ministerier og myndighederne.

Børn langt mindre udsat

Den seneste fokusrapport fra Statens Serum Institut går i dybden med coronasmitten og sygdomsrisikoen blandt børn. Den konkluderer, at de yngste medlemmer af samfundet er markant mindre udsat end andre befolkningsgrupper.

»Der er børn blandt de bekræftede tilfælde, men der er relativt få børn i forhold til voksne. I den nationale overvågning af covid-19 indsamles der ikke information om de bekræftede tilfældes symptomer, men det fremgår, at infektionen ser ud til at være mindre alvorlig hos børn end hos voksne, da færre børn er eller har været indlagt i perioden omkring deres covid-19-diagnose. Ingen danske børn har haft behov for intensiv behandling, og ingen er døde«, lyder det i rapporten.

Den oplyser også, at det endnu er uvist, i hvilken grad mildt syge og smittede børn uden symptomer bidrager til spredning af covid-19 i samfundet.

Snotnæse alene er ikke corona

De opdaterede retningslinjer, der ligeledes omfatter skoler, præciserer også, at en stoppet eller løbende næse, uden at man har andre symptomer på covid-19, ikke længere bør være årsag til at blive hjemme.

»Stoppet næse eller løbenæse uden andre symptomer er ikke typisk for covid-19, dvs. det er ikke sandsynligt, at symptomerne skyldes covid-19«.

Derudover fremgår det, som det blev meldt ud forleden efter stor debat og forskellig praksis rundtom i landet, at »regeringen har truffet beslutning om, at børn, der bor i hustand med en person, der er påvist med covid-19, ikke skal komme i dagtilbud«.

Endelig er der tilføjet en udvidet beskrivelse af, hvordan man skal forholde sig, hvis man har børn i en særlig risikogruppe. Børnelæger i Dansk Pædiatrisk Selskab har udarbejdet en detaljeret beskrivelse af børn i risikogrupper, som også skal holde sig hjemme.

Ikke større risiko i en daginstitution

For personalet præciserer retningslinjerne også, hvem der her befinder sig i en særlig risikogruppe, og hvornår folk i risikogruppen kan gå på arbejde.

Det vil bero på en vurdering foretaget af lederen og medarbejderen, men »det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det vil være få ansatte i risikogruppen, som ikke skal møde på arbejde. For eksempel vil velbehandlet diabetes ikke være en hindring for at udføre sit arbejde på en skole, ligesom pårørende til personer i risikogruppen ikke skal sygemeldes eller have særlige hensyn«.

I retningslinjerne lyder forklaringen, at »smitterisikoen ikke vurderes at være større i dagtilbud, end den er i det omgivende samfund«.

Læs mere:

Annonce

    Alt om Corona­virus

Læs mere