Et udbrud på et slagteri i Ringsted, hvor i skrivende stund 79 ansatte er konstateret smittet. En analyse fra et universitet, der forudser en ny bølge med corona, der kan blive lige så slem som den første. Og et smittetal, som gennem nogle kolde sommeruger med en del indendørs aktivitet er steget efter måneders fald. Det kan give gåsehud.
Hvis nogle i løbet af ferien har lullet sig selv i søvn i troen på, at corona er et overstået kapitel, kan de seneste nyheder fungere som et udmærket vækkeur. En række spørgsmål melder sig: Kan myndighederne følge med, hvis smitten stiger som i foråret? Kan vi blive løbet over ende med en ny nedlukning som konsekvens? Hvor mange folk har vi egentlig til at interviewe de smittede og finde ud af, hvem de har været sammen med, så smittekæderne kan brydes?


























