Der er det seneste døgn registreret 603 smittede med coronavirus, oplyser SSI.
Det er dobbelt så mange, som blev testet positive for to uger siden. Den 13 februar blev 274 personer testet positive for coronavirus.
Det er det højeste antal nysmittede i fire uger. Tallet skal dog ses på baggrund af, at antallet af testede er det højeste i år.
148.538 prøver er det seneste døgn blevet analyseret. Andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - er 0,41.
Antallet af indlagte er faldet med tre til 235. Antallet af indlagte er det laveste siden midten af november. Det har været faldende siden midten af januar.
45 af de indlagte ligger på intensivafdelingen. 21 får hjælp til at trække vejret af en respirator.
Det seneste døgn er seks personer med coronavirus registreret afgået ved døden.
Det generelle kontakttal ligger på 1,1. Det oplyste Magnus Heunicke (S) tirsdag.
Det betyder, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre med virusset. Med andre ord er epidemien tiltagende.
For en uge siden blev det generelle kontakttal opgjort til 0,9.
362.158 personer har fået mindst et stik med coronavaccinen. 180.439 har fået begge stik og kan derfor kalde sig færdigvaccinerede. Det svarer til 3,1 procent af befolkningen.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter