Borgmesteren i kommunen med landets højeste smittetryk er med egne ord »alvorligt bange for«, at børnene ikke når tilbage i klasselokalerne på denne side af sommerferien.
Lige nu er incidensen i Ishøj Kommune over 400, og skolerne er på statsligt påbud lukket ned ligesom i en håndfuld andre kommuner med høje smittetal. Ifølge et udspil fra regeringen, der blev offentliggjort onsdag inden påske, skal en kommune fra næste uge forpligtes til selv at sætte nedlukning i værk, når den testkorrigerede incidens overstiger 200 per 100.000 borgere inden for syv dage. Folketingets epidemiudvalg skal diskutere udspillet onsdag.


























