0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Risikoniveauet i hovedstaden bliver sænket

Mens politikerne afventer nye beregninger om genåbningens næste fase, bliver hovedstaden sænket til risikoniveau fire, mens resten af landet går ned på niveau tre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen
Sundhed

Gennem flere måneder har myndighederne fastholdt Region Hovedstaden i det absolut højeste risikoniveau 5, der indikerer, at der skulle være et betydeligt pres på sygehusene med risiko for, at kapaciteten overskrides.

Længe har politikere rystet på hovedet over, at landets største region blev fastholdt i blodrød risikozone, og nu er Region Hovedstaden således for første gang i mere end tre måneder nedjusteret til niveau 4. Det fremgår af den seneste risikovurdering fra Covid-19 risikogruppen. Samtidig er alle landets øvrige regioner på niveau 3, hvorfor landet som helhed sænkes til dette niveau.

»Nedjusteringen af niveauet i hele landet skal ses i sammenhæng med det stabile smitteniveau og niveau af indlæggelser samt en forventet sæsoneffekt og en fortsat stigende vaccinationsgrad i den kommende tid«, skriver risikogruppen, der består af repræsentanter fra Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Rigspolitiet og en række sundhedsmyndigheder.

Når Region Hovedstaden ikke hopper direkte ned fra niveau 5 til 3, skyldes det, at »incidensen i Hovedstaden trods et mindre fald stadig er markant højere end i de øvrige regioner, ligesom der fortsat ses udfordringer med høje incidenser i en del kommuner i regionen«.

Det er særligt en stribe kommuner på den københavnske vestegn, som døjer med høje smittetal. Ishøj, Rødovre, Høje-Taastrup og Albertslund besætter således de fire øverste placeringer på listen over kommuner med mest smitte. For de to førstnævnte kommuner gælder, at de lige nu har en såkaldt testkorrigeret incidens over 200 og dermed fortsat er lukket ned med lukkede skoler, SFO’er m.m., ligesom de liberale erhverv heller ikke er genåbnet.

Sammenligner man de regionale tal, springer det i øjnene, at Region Hovedstaden har en incidens, der er mere end dobbelt så høj som de øvrige regioner.

Risikovurderingen bliver ændret, mens politikerne på Christiansborg imødeser beregninger fra Statens Serum Institut om den næste fase i genåbningen. Ifølge rammeaftalen om genåbning skal der åbnes for udendørs servering og museer, kunsthaller og biblioteker 21. april mod forevisning af coronapas, ligesom børn og unge under 18 år igen kan få lov at dyrke indendørs idræt i organiseret regi.

Hurtig acceleration?

Ifølge vurderingen er antal tilfælde med coronavirus faldet med 13 procent i påskeugen i forhold til ugen før, og incidensen for antal smittede per 100.000 indbyggere er faldet fra 86 til 75. Samtidig har antal indlagte og nyindlagte stabiliseret sig.

»Overordnet vurderes epidemien fortsat på nationalt plan at være stabil med et kontakttal på 1,0 og et stabilt antal indlæggelser«, står der i risikovurderingen.

Kontakttallet er en matematisk udregning af, hvordan epidemien udvikler sig. 1,0 indikerer, at 100 personer smitter 100, som så igen smitter 100. Altså er der ingen vækst i epidemien. Smittespredningen er ifølge risikogruppen især koncentreret om »særlige boligområder og på skoler«, og der er »stigende smitte i flere af kommunerne omkring København«.

Rammeaftalen om genåbningen blev indgået mellem regeringen og alle Folketingets partier bortset fra Nye Borgerlige 22. marts. Den lagde op til en håndtering af epidemien på to planer.

På den ene side er der lagt en plan for faser af genåbningen med 14 dages intervaller. På den anden side er der aftalt en model for automatisk nedlukning af kommuner og sogne med høje smittetal. Hurtig lokal nedlukning er således afgørende for, at den nationale genåbning kan fortsætte, da det skal sikre, at smitte i én kommune – f.eks. Ishøj – ikke hastigt spreder sig til andre kommuner.

Som i de tidligere uger er der stadig højest forekomst af smitte blandt den yngre befolkning fra 15 til 24 år, men »overordnet ses der et fald i de fleste aldersgrupper«.

Men myndighederne vurderer tilsyneladende stadig, at smittekurven igen kan tage et dramatisk knæk opad. Risikoniveau tre bliver beskrevet på følgende måde:

»Udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal«.

Læs mere:

Annonce

    Alt om Corona­virus

Læs mere