Blå blok kritiserer forhandlingsforløbet, som har ført til en psykiatriaftale, men tilslutter sig alligevel.

Blå partier går med i aftale om genopretning af den kriseramte psykiatri

Lyt til artiklen

Folketingets blå partier vil på trods af det, de kalder et ’kaotisk og utilfredsstillende forløb’ tilslutte sig den aftale om en ny psykiatriplan, som er indgået mellem de røde partier.

Det oplyser partierne i en fælles udtalelse.

»Psykiatrien er alt for vigtig til at overlade til de røde partier. Derfor vil vi gøre vores indflydelse gældende på alle spørgsmål, som er relateret til psykiatrien og dens mange brugere og ansatte«, siger lyder det i udtalelsen.

Den er underskrevet af sundhedsordførere og psykiatriordførere fra Venstre, De Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.

Aftaleudkastet blev sendt til de blå partier kort før midnat søndag aften med en deadline for, hvornår de blå partier skulle have tilkendegivet, om de vil være med i aftalen eller ej. Deadline var sat til tirsdag klokken 10.00.

Regeringen havde på forhånd sikret sig, at der var et flertal bag aften med regeringen og dens støttepartier.

Blå blok mener ikke, at der på noget tidspunkt har været reelle forhandlinger med de blå partier.

»Man har givet indtryk af, at man ville lave en bred og langsigtet aftale, men har kun forhandlet med sit eget parlamentariske grundlag. Dermed når regeringens magtfuldkommenhed endnu et lavpunkt«, lyder det i udtalelse.

Men med de blå partiers tilslutning til aftalen, har regeringen landet en bred aftale, som dermed også holder efter det folketingsvalg, som forventeligt bliver udskrevet inden for ganske kort tid.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her