Nærværende billede viser skoleinspektør Jarl Garner fra Borupgårdskolen i Snekkersten lege juleaften, fordi han har fået nogle penge til sin skole. Det var i Politiken i onsdags, fordi vi havde hørt, at han ville holde møde med sine kolleger iført nissehue. Anledningen skulle være, at Helsingørs borgmester Per Tærsbøl havde lettet på de sparekrav, der ellers var udstukket.
Selve fotografiet af skoleinspektøren er nærmest anonymt i sin egen form. Der er ikke mange skæve vinkler eller diagonaler, ingen uskarp forgrund til at skabe dramatik eller dynamik i billedet, men en mand placeret næsten midt i billedet siddende bag sit skrivebord. Havde det ikke været for nissehuen på mandens hoved, havde det været et ’ikke-billede’. Et ’ikke-billede’ er et fotografi, som øjnene ikke kan fange. Det glider os af hænde, allerede inden vi har fået det aflæst. Men i dette tilfælde er pointen ikke at lave et ekspressivt fotografi, men at fortælle om den lille detalje, som nissehuen udgør. Nu tror man at manden har fået foræret en hulens masse penge, men læser man artiklen opdager man, at sagen hænger anderledes sammen. Han har nemlig fået 100.000 kroner, men først efter at være udsat for en besparelse på 300.000 kroner. Nu skal han altså kun spare 200.000 kroner. Jeg kan godt forstå, at han er glad, det er ligesom, når hunden får serveret sin egen hale til frokost, modvilligt spiser to tredjedele af den, hvorefter resten syes på igen. »Sikke en flot hale jeg har«, kan den så glamme.
Inspektørens skole er i dårlig stand. Atlasset, der bruges i geografitimen, er fra 1975, muren har revner, og tingene forfalder støt og roligt. Det kan forældrene ikke forstå. Forældrene i Snekkersten, altså. Den undren bør man dele med dem, men så bør hykleriet også stoppe. Dette billede eksemplificerer nemlig på fornemste vis det skred, der er sket i samfundet de seneste år. En fysisk forarmelse af grundlæggende værdier, og her tænker jeg selvfølgelig på de værdier, vi deler, børnehaver, skoler og plejehjem. Eller kort sagt alt det, der ikke kan rubriceres som produktivt, men som indiskutabelt udgør skelettet i vores velfærdssamfund. Og den bærende konstruktion i vores samfund bør hvile på en moralsk stillingtagen. En moral hvis første bud bør være, at det er samfundets (det er dig) opgave at værne om dem, der ikke kan tage vare på sig selv. Eller om dem, hvis uddannelse og kunnen vi bliver afhængig af.
Inspektør Gerner er garanteret en sympatisk mand, som vil gøre det bedste for sin skole. Men tilbage står, at både nissehuen som symbol og forældrenes omkostningsfrie undren er et eksempel på, at vi accepterer urimeligheder. Forældrenes hykleri er jo, at de nøjes med at undre sig. Hvad har de gjort? Besat skolen i protest mod den forringede økonomi, besat borgmesterkontoret, besat finansminister Thor Pedersens kontor, demonstreret på gader og veje? Eller ultimativt: Stemte forældrene i Snekkersten anderledes ved sidste valg? Kunne deres undren over forholdene aflæses på det, de gjorde? Nej, de gjorde intet. Derfor er deres undren hyklerisk.
Ligger Danmark i økonomisk ruin? Nej. Praler regeringspartierne af, at det går bedre og bedre? Ja.
Jeg må være blevet idiot .
