Ugens vigtigste begivenhed

Jeg støtter den siddende regering. I tykt og tyndt. Derfor deler jeg også dens værdisæt og, som en naturlig følge deraf, dens sprogbrug.

Det går godt i lille Dannevang, kommunerne har aldrig haft så mange penge at rutte med, og hvis nogle af borgmestrene rundt omkring skulle finde på at mene noget andet, så er det, fordi de ikke har forstået, hvad vi siger, eller fordi de opfører sig som imamer. Idioter. Forældrene forsøger at piske en stemning op, hvis det da ikke er pædagogernes fagforening. Det er krusninger på overfladen, for i de fleste kommuner går det rigtig godt. Så lad os koncentrere os om noget væsentligt.

For eksempel ugens næstvigtigste begivenhed, som uden konkurrence var kejserinde Dagmars genbegravelse. Føljetonen så ud til at være næsten lige så udødelig som resterne af kejserinden, men torsdag lykkedes det endeligt at få hende sænket i et hul i Peter og Paul Katedralens gulv. Dog ikke uden forhindringer, for først måtte man hive en dansk diplomat op af hullet. Han var i trængslen drattet derned, og det kunne ellers nok have sat fantasien i gang – jeg mener, diplomat tiltvinger sig adgang til Dagmars kiste. Osv., osv.

Nej, ugens største begivenhed – og den, der tiltrak sig størst mediebevågenhed (et latterligt ord, ’mediebevågenhed’, rettelig burde det hedde ’manglende mediefantasi’), var selvfølgelig kåringen af Årets Sødeste Hund. Her var endelig en begivenhed, der kunne kalde på smilet, og hvis det ikke var hundenes øjne, der løb i vand, så var det de glade ejeres. Og ikke mindst journalisters og fotografers og tv-folks. Ikke et øje var tørt, dette var en begivenhed på højde med gen-gen-gen-gen-gen-genudsendelsen af Matador. Vi elsker at elske det problemfrie, og bortset fra at hunde skider, lugter og fælder, så er de jo menneskets bedste ven. For hundene har aldrig gjort nogen skade – hvis man ser bort fra de postbude, eller andre bude, som landet lige nu er oversvømmet af, og som er blevet skambidt.

Tværtimod har vi mere end nogensinde brug for dem, ja, måske burde der indføres pasningsgaranti til hunde. Staten burde udbetale løn til dem af os, der vælger at gå hjemme og passe vidunderet. Vi kunne gå tur i parkerne, og hver gang vi mødte en dagplejemor med barnevognen fuld af unger, så kunne hun sætte ungerne ned, og alle børnene kunne klappe hunden. Det ville der gå en del tid med, og børnene ville også lære noget om dyr. Jo flere hunde dagplejemoderen mødte på sin vej, jo mere tid ville der gå med al den klapning. På den måde kunne vi spare at bygge legepladser, for der ville ikke blive brug for dem. Man kunne ligefrem lave nogle ’klapperuter’. Så vidste dagplejemødrene, hvilken vej de skulle gå, og på den måde kunne de planlægge deres dag.

På nærværende billede ses resultatet af 20.000 stemmer afgivet på internet: Sille hedder den femårige terrier, og den er kåret som Danmarks Sødeste Hund. Hendes ejer hedder Eva Graarup, men om det er Eva eller Sille, der bliver interviewet, fremstår lidt uklart. Vi ikke-hundeejere bør lade en bølge af taknemmelighed og begejstring skylle igennem det ganske land. For var det ikke for de firbenede venner, var vi helt alene. Alene med oppositionen, med de røde fagforeninger og alskens imam-elskere. Et sammenrend af uvidenhed og misinformation.

Tak, min hund.