Kan man det ?

Først diskuterede jeg længe og meget med fotograf Martin Bubandt. For han mente, at han nærmest var nødt til at flytte til Sorø. »Nu må du holde op, bare fordi du skal fotografere nogle unger, der går i skole«, fremturede jeg.

»Er du klar over, hvor vigtigt det er, at jeg er der om morgenen?«, insisterede han.

Og hvor vigtigt det var, at han også var der dagen efter og næste aften og næste morgen. Han blev ved.

»Ok, men du skal dæleme havde alting klar fredag morgen, når du flyver til Glasgow og FCK-kampen imod Celtic«, formanede jeg.

Det havde han selvfølgelig, og mere til endda. Da han kom retur fra Glasgow, gik vi i gang med billederne fra hans og Lea Korsgaards mange ture til Sorø. Som blev til serien ’Tretten’, som du har kunnet se og læse i Politiken i ugen, der gik.

Det var ellers svært at vriste billederne ud af Martins computer, de var nærmest blevet en del af ham selv, og det var kun med vold og magt, at jeg fik lov til at blande mig. Da dagen for det første afsnit endelig oprandt, havde vi diskussioner i redaktionen: Kan vi have et stort billede på forsiden, som nærmest ligner to døde piger, der klamrer sig til hinanden for ikke at falde? Selvfølgelig, var der heldigvis nogen, som sagde. Hvorefter de mindede os andre om, hvordan det var at være tretten år. »Lige præcis, som det du ser på billedet«, mente de.

Igen kom jeg til at tænke på de problemer, der altid ligger i fotografi, som vil andet end blot at dokumentere. I det fotografi, som tager stilling, og ikke har noget imod at fortolke en situation. Ja, kan fotografi andet, kunne du spørge om, for objektivitet findes ikke, kun det personlige udsagn.

Rigtigt nok, men vi er nødt til at skelne. For der er forskel på at fotografere en flæskesteg til et Netto-katalog, et operationssår på en operationsstue, eller at være en pasfoto-automat, og så at tilbringe lang tid sammen med en gruppe trettenårige.

Metoden, når du vælger at tilbringe lang tid sammen med en gruppe mennesker, er logisk nok at lade tiden gøre en del af arbejdet.

For tid skaber ro og nærvær, og nærvær skaber ægthed. Hvis fotografen altså er i stand til at lytte, for kan fotografen ikke det, så kan fotografen selvfølgelig heller ikke se. Lidt efter devisen »hold kæft og lyt, så fotografér«.

En læser skrev og spurgte, om vi kunne være bekendt at referere nogle af de ting, som pigerne indbyrdes talte om. Det kunne vi godt, for pigerne vidste, at vi ville gøre det. Og de havde intet imod det.

På samme måde kunne man spørge, om det er i orden at bringe billeder, som er andet og mere end udvendige registreringer. Som nærværende billede, der levner muligheder for mange fortolkninger. Men det er i orden, alt andet ville faktisk være at svigte den målsætning, projektet er lavet ud fra. Og det ville også være at svigte den tillid, de unge har vist os. For de unge er de egentlige eksperter, når det gælder deres eget liv. De ville som de første se og forstå det, hvis vi behandlede dem overfladisk og/eller tendentiøst. Hvis vi svigtede dem.

At blive lukket ind i andre menneskers liv, uanset deres alder eller stand, er altid at få en gave overbragt. Blot skal man huske på, at der med gaven følger et stort ansvar. For i samme sekund avisen er på gaden, er der ingen der er alene.

I det sekund er vores viden også andres viden. Skulle vi komme til at klokke i det, så håber jeg, at det er resultatet af virkelig hårdt arbejde. Fejltagelser, man ikke har anstrengt sig for at frembringe, er de værste.