Jeg sidder i min bil i en kø med alle de andre biler, der er på vej ind i gabet på den store bygning. Jeg parkerer. Går ind i centeret, finder et supermarked. Men der er ufatteligt mange mennesker. Det undrer mig, hvor alle de mennesker dog kommer fra. Hvad laver de? De er her næppe som jeg for at købe aftensmad og otte ruller toiletpapir, for det er da et stort projekt, midt blandt barnevogne, indkøbsvogne, legeland, franske hotdogs, danselektioner, trætte børn og trætte voksne. Jeg opgiver og går tilbage til p-kælderen, men den er så stor og i flere etager, at jeg bruger over 20 minutter på at finde min bil. Martin Bubandts billede fra Field’s Shoppingcenter minder mig om min oplevelse i det samme center.Men PÅ hans foto kan jeg jo godt se, hvor fedt det er, centret, med alle de ting, man kan foretage sig. Man kan tjekke sine mail, mens man bliver underholdt af otte dansepiger, inden man går ned i supermarkedet og køber noget på tilbud til en tyver, mens ungerne spiller bold over i hjørnet, og samtidig ringer mobilen, det er Carina, der står oppe på rulletrappen og bare lige ville sige hej. Det er jo simpel dagligdag, hvilke lyder ret kedeligt. Men alligevel er det fængende at kigge på sammen med den lille pige, der rækker hånden ud efter livet, som er derude på den anden side af ruden. Det er ikke bare folk, der skal købe ind. Det er en totaloplevelse, hvor man kan få opfyldt alle sine behov under ét tag. Det er da praktisk. Men det ser lidt underligt ud, herfra hvor den lille pige står. Mit bud er, at den lille pige og jeg undres over, hvorfor vi mennesker flokkes under samme tag på en øde mark på Amager. Alt er i kolde farver, og bøjet jern danner rum, som vi fylder ud med kærtegn, udsalg og sms’er. Det er ren science fiction.Jeg kender ikke pigen, som stadig står og kigger, men hvis jeg gjorde, ville jeg spørge, om vi skulle gå i Zoologisk Have i morgen og stå lidt og glo. For nogle gange er det så befriende at få lov bare at stå og glo. Torsdag var det stort set også umuligt at lade være med at stoppe lidt op og bare kigge på dette billede. Det fyldte hele side 8 fra top til bund i denne avis. Billedet står alene, kun med en linjes billedtekst. Hver dag i efterårsferien har der været et billede, der som dette har fyldt en hel side. Billedet følger ikke en historie, men er en historie i sig selv. Det vil med sikkerhed provokere nogle læsere, at vi på Politiken sådan sviner med pladsen og bare klasker et billede op på siden. Men billedet ændrer den forventede rytme og viser dig noget, du ikke kan undgå at se og heller ikke havde regnet med at se. Det er ikke en artikel med et billede. Det er heller ikke en note eller en farverig annonce, men en hel side, der er blevet til, ved at et enkelt øjeblik er blevet fastfrosset for at blive vist til dig. Et øjeblik, som fortæller om en masse øjeblikke.