I Øksnehallen i København kan man de næste uger se årets World Press Photo-udstilling. De mange billeder minder én om samtlige ulykker, menneskeheden har formået at opfinde. Men billederne giver også indblik i glædesstunder, personlige kampe, der vindes, og evnen til at overleve under næsten umulige vilkår.

Da billederne netop er World Press, Verdensbilleder, bringer de os et pust fra fjerne egne og for os ukendte mønstre. Eller rædselsscenerier. Som den grædende pige, hvis forældre netop er blevet skudt i Irak. Ved en fejl. Eller det afhuggede hoved på gulvet i et fængsel i Guatemala. Det vil vi helst ikke se, men selv om vi lukker øjnene, går billederne ikke væk. Kunne man så bare beskylde billederne for at være voldsomme, men det er de ikke engang. De er forfærdende realistiske og ’blot’ en fortælling om en voldsom verden.

Siden fotografiets opfindelse er fotografer taget ud for at rapportere om det, de så. De er drevet af eventyrlyst eller er rejst ud for at berette om en konkret sag. Et stammefolk i en fjern jungle, en krig i en ørken eller en underlig mand i en skov.

Vi kan nemt se det eksotiske i andre menneskers måde at leve på. Vi har svært ved at se det usædvanlige i vores egen. Det er ikke så underligt, for som tiden går, mister man grundlæggende evnen til at se sine egne omgivelser. Se er her forstået som begrebet ’at lægge mærke til’. For vel ser vi vores omgivelser, ellers blev vi jo kørt ihjel, i samme sekund vi trådte uden for vores dør. Men det meste af det, vi ser, aflæses bare som et genkendeligt billede.

I tirsdags var billedet af Dan og Jytte Kjeldsen i Politiken. Artiklen handlede om, at loftet over kontanthjælpen ikke får flere mennesker i arbejde. Det gør kun de fattige endnu mere fattige.

»For mig står kontanthjælpsloftet fast. Det kan ikke være sådan, at det ikke kan betale sig at arbejde. Det er utænkeligt, at vi skal vende tilbage til, at det for store grupper i det danske samfund slet ikke kan betale sig at arbejde. Vi kan ikke have et system i Danmark, hvor vi bevidst fastsætter regler om, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. Det er simpelthen grundpillen i et samfund, at det skal kunne betale sig at arbejde«. Ordene er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens, og jeg er bange for, at han selv har sagt dem.

Så kiggede jeg igen på Dan og Jytte Kjeldsen og læste, hvorfor de sidder der med katten på bordet og hunden i skødet, remoten inden for rækkevidde og tv’et i omdrejninger. Dan Kjeldsen har dårlig nyre og sukkersyge og er sendt i kørestol af et par blodpropper. Jytte Kjeldsen er slidt op efter et hårdt arbejdsliv. Ferier, restaurantbesøg eller en tur i biografen er der ikke råd til.

Nej, jeg flæber ikke på deres vegne, jeg synes bare, det er tankevækkende, at vores lille, trygge samfund har så eksotiske eksistenser som Dan og Jytte. For det er de da, ikke sandt, en stamme i særklasse, siddende i usynlighed i stuen, håbende på, at førtidspensionen bliver bevilget. Kunne vi bare blive fri for at blive mindet om den elendighed. Måske det er bedre med afhuggede hoveder i et land befolket af barbarer?

Billedet gjorde indtryk på mig, fordi det både udstråler varme og tryghed, men også resignation og forladthed.

Hr. ministerens ord læste jeg mange gange, for jeg ledte efter forklaringen på gentagelserne. Men de kom ikke, det var ikke i journalistens båndoptager, der var en kortslutning.