Fotograf Jens Dresling er en vågen mand. Hans nærværende billede af TV 2-journalist Kaare R. Skou er et skoleeksempel på én af grundsætningerne i fotografiens grundlov: At det betaler sig at komme tidligt og gå sent.
Billedet er taget i mandags lidt før klokken 16, og Kaare R. Skou har ikke fået et nervøst sammenbrud, han koncentrerer sig blot, inden han skal på i et direkte nyhedsindslag om finanslovsaftalen. Fotografiet kalder ikke umiddelbart på den store nyhedsinteresse, men ikke desto mindre er det et indblik i en verden, vi sjældent ser. Og altså resultatet af en bevidst valgt arbejdsmetode.
For at værdsætte billedet skal man først og fremmest ønske sig andre informationer, end tv kan give os. Eller vi på avisredaktionerne har fantasi til at viderebringe. Grundlæggende er tv-indslag og pressefotos fra den politiske verden præget af fantasiløshed og manglende mod. Det er stort set gentagelse på gentagelse.
Tv har svært ved at variere udtrykket, fordi indslagene oftest er korte politikerinterview med en mikrofon op i næsen. Eller studieværten, som stiller om til en journalist på Christiansborg. For avisens vedkommende bør vi forlange noget andet. Og mere. Når avisen udkommer, har læseren allerede set ’nyhedsbilledet’ i tv.
Det betyder, at nyhedsfotografiet som genre ikke eksisterer længere. Fotografiet kan altså ikke tilføre præcis den seance noget nyt. Derfor må pressefotografen omdefinere sin rolle og avisen definere sin billedpolitik, så den kommer i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Fotografiet i pressen skal altså forstå sin nye rolle, og vi, der fabrikerer medierne, skal acceptere, at fotografiets styrke ikke længere er at fortælle nyheder, men at give baggrund. Betyder det, at et pressefotografi aldrig nogensinde kan være et nyhedsbillede? Nej, selvfølgelig ikke, der findes ikke absolutter, men der findes tendenser og ændring af mønstre.
Det journalistiske landskab er under forvandling i disse år. Mantraet er ’flermedialitet’. Hvilket på dansk betyder, at journalisten eller fotografen skal udføre flere opgaver. Samtidigt, altså. Fotografen skal også videofilme til avisens tv-station. Journalisten skal fotografere, optage lyd eller interviewe til tv – og samtidig skrive en artikel til såvel netavisen som papiravisen.
Faggrænserne opløses langsomt, og den underliggende tanke er ikke, at avisen, netavisen, din lokale avis, tv-kanal eller radiostation skal have et kvalitetsløft. Nej, ideen er, at der skal spares penge. Selv uden den store lommeregner kan man regne ud, at der må være folk at spare, når nu én mand skal lave to eller tre mands arbejde. Man er selvfølgelig idiot, hvis man lukker øjnene for de økonomiske betingelser, medierne i dag lever med. Men man er også idiot, hvis man ikke tager diskussionen om kvaliteten af medierne alvorligt. Læs: tager læserne alvorligt. Alligevel viser undersøgelse på undersøgelse, at der kun er én vej frem for fremtidens journalister og fotografer, nemlig at de skal rubbe neglene og øve sig i at kunne nogle flere forskellige ting.
Med den tendens siger vi farvel til billeder som dette af Jens Dresling. Det bliver der ikke tid til, hvis de nye jobbeskrivelser slår igennem. Som læser kan du se frem til en lind grød af uniformitet og ensrettethed. Det personlige udtryk bliver noget, vi skal lede efter i gamle aviser. Men vi lover, at vi i vores eget lille bladhus vil gøre alt for at holde fanen højt.
