Nærværende billede forestiller 40-årige Hediye Ersöz, mor til fire. Hun er ifølge gældende lov ikke berettiget til at være i Danmark, og nu venter hun på at blive udvist.
Hun er efter en blodprop ude af stand til at spise selv, hvorfor hun mades med sondemad. Billedet var på forsiden af Politiken i tirsdags.
Politikens fotograf og journalist har trængt sig ind på Hediye Ersöz, for hun har ikke givet tilladelse til at blive fotograferet. Det er hun ude af stand til, tilladelsen gav hendes pårørende. Det blev for meget for en af mine kolleger, som på vores interne efterkritik mente, at billedet overskred hendes etiske grænse.
Det synes jeg også, men ud fra en lidt anden vinkel. Det overskrider nemlig min etiske og moralske grænse, at det overhovedet kan lade sig gøre at tage et billede som dette. Det burde ikke kunne finde sted.
Billedet er en anklage. En anklage imod nogle mennesker, som lukker øjnene for et systems sorte sider. Billedet er en anklage imod dem, der administrerer et system, som indeholder åbenlyse svagheder og urimeligheder. Billedet er en anklage imod et sæt love, som regeringen og Dansk Folkeparti har skabt, og som de med næb og kløer forsvarer. Billedet er en anklage, fordi det udstiller lovgivernes umenneskelighed.
I det redaktionelle landskab på Politiken diskuterer vi ofte, hvor mange asyl-, udvisnings- og opholdstilladelsessager, læserne gider se på og høre om. »Nu må det også være nok«, siger én, men alligevel presser Hediye Ersöz sig ind i spalterne. Det letteste ville være at ignorere de åbenlyse urimeligheder og skandaløse forhold, vi er vidner til. For det er træls at fylde avisen med gentagelser. Har vi for øvrigt ikke også andet at skrive om?
Jo. Men alligevel må svaret være enkelt og entydigt. For næst efter accepten af regeringens svigt – foretaget i skyggen af paragraffer og love – er kun tavsheden og den efterfølgende ligegyldighed værre.
Derfor er nærværende billede et meget voldsomt og larmende udsagn. Ikke i sin egen form, for den er nærmest ikkeeksisterende. Man kan næsten høre fotograf Martin Bubandt Jensens tilbageholdte åndedræt, da han tog det. For at fotografere en kvinde så forsvarsløs som Hediye Ersöz føles ubehageligt. Vel er det at overskride en grænse, men er der noget værre end føleri, der forhindrer formidling?
Jeg har tidligere skrevet, at fotografiet ikke mente noget. At billedet, når det ligger foran dig, ikke i sig selv har betydning, men at det først giver mening, i det øjeblik du afkoder det. Hvilket er hovedårsagen til, at der nogle gange er meget forskellige meninger om det samme billede. Mennesker er ikke ens, derfor afkoder vi meddelelser forskelligt. Reglen gælder ikke for dette billede. For kun mennesker, der aflæser dette billede med en partibog i hånden, kan lukke øjnene for dets udsagn.
Hvis fotografiet skal give mening og have et indhold, der rækker ud over at ville behage, skal det trænge sig på. Hvis journalistikken i Politiken skal give mening, må den acceptere at skulle gentage sig selv. Ikke ord for ord eller billede for billede, men sag efter sag. For så længe der er sager som Hediye Ersöz’, er der behov for billeder og ord, som udstiller den skamplet, der i disse år breder sig i vores samfund.
