De gode grunde til at fotografere sig selv og hinanden går først op for én, ti år efter man tog billedet. Det er ikke så mærkeligt.
Dagen efter man trykkede på knappen på kameraet eller mobiltelefonen, husker man jo tydeligt situationen, stedet, lugten, mennesket og følelsen, man havde. Dagen efter er billedet sjældent andet end en optegnelse i ens visuelle notesbog.
Ti år senere har man glemt alt, og det er i den situation, fotografiets magi går op for én. Når vi kigger på det, åbner vi op for vores erindringssluse. Fotografiet kickstarter hukommelsen i en grad, så vi tror os tilbage i den situation, billedet forestiller. »Åh ja, kan du huske, da vi lå i sengen, dengang den stod henne ved vinduet«, spørger manden om ti år kvinden. Som svarer: »Ja, det var, inden Silla blev født, og mens du stadig havde hår på hovedet«. Måske siger de noget helt andet. Men ét er sikkert: Fotografiets insisteren på at fastholde nuet gør os i stand til at huske ting, vi tror, vi har glemt. Vi tror, vi har glemt dem, fordi vi ikke har brug for at huske dem. Tilsyneladende.
Men det er kun tilsyneladende, vi ikke har brug for al den hukommelse. For netop det – at vi er i stand til at fremkalde fortiden ved at se på et fotografi – viser, at vi bærer på uanede mængder af opsamlet information. Vores hjerne er et trækpapir, der aldrig bliver svuppet, men altid evner at suge flere billeder til sig.
Når vi taler med hinanden, kan vi slippe af sted med at sige ting, som aldrig ville kunne klare sig i en skriftlig kommunikation. Det talte ord er flygtigt og kan hurtigt overhales af en andens udsagn. Ligger bogstaverne i nydelige rækker på et stykke papir eller kryber de ud af skærmen foran dig, har ordene straks en anden valør og vægt. Findes det ikke på skrift, findes det ikke.
På samme måde giver fotografiet den flygtige nutid vægt langt ind i fremtiden. Med så voldsom effekt, at man nogle gange kunne få den fornemmelse, at kun det, der er fotograferet, har fundet sted.
Billedet her er taget af Jonas Kim Jakobsen og sendt ind til vores mobiltelefonkonkurrence. Det er et finurligt billede, for hvad er det kvinden, tænker på, mens hun vidende og måske drillende ser ind i mobiltelefonens lille optik? Hun ser ind i en telefon, der er et kamera, der er os.
Bliv ved med det! Tag flere billeder af vennerne, stederne og tiden. Billederne bliver aldrig umoderne, tværtimod, de kommer stærkt igen. Fotografier, der er taget, har i den grad tiden med sig.
