Han blev rasende på mig. Selv om han sad flere tusinde kilometer væk, kunne jeg mærke det.
Fotograf Jan Grarup var sammen med journalist Bo Søndergaard rejst til Tchad i Afrika. Et par døgn efter deres ankomst sendte Jan en serie billeder hjem via satellittelefonen. Man pakker billederne ned, så de ikke fylder ret meget, anbringer dem i et andet program, og fluks kan jeg sidde på Rådhuspladsen og se et lille lysbilledshow på min computer.
Mange gange kiggede jeg billederne igennem, og da Jan ringede, var det, jeg sagde om de mennesker, han havde fotograferet: »Jamen Jan, er de ikke ret passive, gør de aldrig noget?«. I samme sekund kunne jeg mærke på satellittelefonens syden, at han var ved at nå op i det røde felt. Efter at have rejst i flere døgn, ventet på papirer og tilladelser og endelig nået bestemmelsesstedet, for så at kunne arbejde nogle få timer i 40 graders varme, sad der den onde hyleme en idiot i Danmark og anfægtede resultatet af anstrengelserne. Som Jan sagde, da han var kommet hjem: »Jeg brugte to timer på at bagtale dig«. Glimrende.
Selv om jeg vidste, at det ville afstedkomme raseri, var jeg nødt til at sige det, jeg sagde. For de var jo passive. Jeg skrev en mail til Jan, hvor jeg forsøgte at glatte ud på den ene side og uddybe på den anden. Den næste dag kom svaret: »Ja, de er passive, men som sagt de har intet – ingen vand, mad, tæpper om natten – langt de fleste får ingen hjælp – så ja, de er sgu lidt passive i varmen, og ja, de venter på ... hvad Per?«.
Ups, den kunne jeg så tygge lidt på.
At tale med journalister på rejse, hvad enten det er skrivende eller fotograferende, er ofte en balancegang. De står midt i begivenhederne og ved noget, jeg ikke ved. Til gengæld sidder jeg på min pind på avisen og bilder mig ind, at jeg ser noget, de ikke selv kan se. Alene af den grund at jeg er på afstand af situationen og begivenhederne.
Efter hjemkomsten lagde Jan knap 70 fotografier ind i vores elektroniske database. Vi printede dem alle ud og begyndte udvælgelsen. Resultatet kunne ses i Politiken sidste søndag. Inden billederne når så langt, er de blevet vendt og drejet. De er oppe mod mange faktorer, hvoraf én er specielt tungtvejende og har stor betydning for det endelige udvalg. Det er den simple kendsgerning, at du før har set billeder af nødstedte afrikanere. Ikke så sjældent i Politiken, men selvfølgelig også i tv, i andre trykte medier og på indsamlingsplakater eller i brochurer, du får smidt ind ad brevsprækken. Det er beskæmmende og trist at sige, men også vi læner os op ad det kompleks, hvor ’mæthedsfaktoren’ er et parameter, intet medie kan sige sig fri for at redigere efter.
Dette ved vi allerede, inden Jan tager sit første billede i Tchad. Og meningen med mit spørgsmål om ’de passive’ skal ses i lyset af den viden. Jeg ved jo godt, at Jan og enhver fotograf på rejse yder deres bedste og anstrenger sig alt det, de kan. Men tænk nu, hvis hans raseri mod mig fik ham til at se en anelse anderledes på de motiver, også han kender så godt? En spinkelt forsøg på at forny øjnene, kunne man sige.
Folkemordet i Darfur foregår i foruroligende stilhed. Det tragiske er måske, at ofrenes passivitet alt for tydeligt afspejler den passivitet, det internationale samfund optræder med. Frem for at være nervøse for at blive kaldt en ’negeravis’ burde vi ofre endnu mere plads på de menneskeskabte katastrofer, vi er vidner til. Her kunne vores indre raseri udgøre et væsentligt brændstof.
