Robert Capa indskrev sig i den fotografiske verdenshistorie på grund af to ting.
Dels da han under den spanske borgerkrig fotograferede en soldat i det øjeblik, han blev skudt. Vist nok, det fremstår lidt uklart, men billedet er, uanset om det er en øvelse til ære for Capa og hans kamera, ikonet på krigen. Måske endda ikonet på alle krige. Den anden ting, der er uløseligt forbundet med Capa, er udsagnet: »If your pictures arn’t good enough, you arn’t close enough«. Underforstået, at du som fotograf ikke kan komme tæt nok på.
Det er et udsagn så stærkt og letforståeligt, at de efterfølgende generationer af fotografer har haft det tatoveret på indersiden af øjenlågene. Men som med alle bastante udsagn er den virkelighed, de er lånt fra eller vil påvirke, ofte mere nuanceret, end udsagnet tilsyneladende skaber rum for. Således også i dette tilfælde.
I hvert fald er der meget stor forskel på, hvordan den fotografiske historie bliver fortalt. Hvis den skal fortælles i et eneste billede, gælder andre regler, end hvis det er to billeder. To billeder giver mulighed for en nuanceret fortælling, og tre eller flere er et essay, en ’film’, hvor mulighederne for at skabe en fortællemæssig dramaturgi ikke alene er til stede, men bør udnyttes.
Meget få billeder er i stand til at fortælle alt om den givne historie. Ofte er det enkelte billede en del af en større fortælling, hvor det tit er af stor fortællemæssig værdi, at der er et billede, to eller flere efterfølgende. Den mulighed havde vi, da vi sidste søndag brugte hele PS på at fortælle om familien Nura, som er sendt ud af Danmark og nu bor i Kosova. I alt bragte vi 19 billeder med og om familien. Og det sidste er lige så vigtigt som det første.
Nogle læsere syntes, det var for meget af det gode, mens andre læste hvert eneste ord. På side 3 fyldte nærværende billede en halv side. Billedet viser en lukket dør og en sten, der ligger på gulvet og forhindrer vinden i at blæse døren op. Det er et tyst billede uden synlig dramatik og fotograferet næsten ’formløst’. Hvilket selvfølgelig er noget nonsens, for fotografi består af form, nogle fotografier bare mere end andre. Dette billede er ikke ekspressivt og pågående, nærmest indadvendt og derfor ikke umiddelbart læservenligt.
Under fotografiet af døren havde vi anbragt fire næsten ens billeder. Det var ikke en fejl, men et ønske om at tydeliggøre det, de enkelte billeder viste: at familien bor i et rum på otte kvadratmeter. Billedet af døren er et billedet af de spor, som familien har sat sig i rummet. Selv om døren fylder halvdelen af billedet, er det i virkeligheden et billede af en sten. For det er stenen, der er betydningsbærende og med til at fortælle den historie, som også bliver historien om stedet og dets tilstand. At døren blæser op, hvis stenen ikke ligger og blokerer.
Det er et vigtigt billede, som bryder med opfattelsen af, at man kun kan fortælle om et menneske ved at vise et billede af det. Det fortæller ikke alene om familien Nuras nuværende situation, men bliver også et billede på den måde, vi behandler en gruppe mennesker på. Med loven i hånden og hovedet højt hævet bliver billedet af denne sten måske det bedste portræt, du nogensinde får at se af pastor Søren Krarup. En sten.
