Kære mor

Det er lang tid siden, jeg har skrevet til dig, og selv om jeg jo ikke er meget for julen, synes jeg, at det var en god anledning.

Jeg er jo din hengivne søn, men jeg er også lidt vred på dig, for jeg kan ikke forstå, at du bliver ved med at undre dig. Du er trods alt i en alder, hvor du burde være klogere. Alligevel fremturer du med de samme holdninger og meninger. Som om det hjælper noget at blive ved, for hvornår har stædighed ført til noget godt? Og tror du ikke, at jeg skulle være den første til at vide det?Du må da kunne forstå, at de unge skal rette sig efter loven. De kan da ikke bare sådan sætte sig uden for de vedtagne regler. Hvad tror du ikke, der ville ske, hvis vi alle bare gjorde, som vi havde lyst til? Det ville blive det rene anarki, og alle værdier ville bryde sammen. Ja, det kunne i værste fald ende med civilisationens undergang. Du kan ikke forstå, at kommunen først gav de unge et hus for senere at sælge det til nogle andre. At sælge huset var en fejl, hævder du, og den fejl bør de nuværende politikere drage konsekvensen af. Men på det punkt bliver jeg nødt til at rette dig, for hvordan i Herrens navn kan du forlange, at de nuværende politikere skal tage ansvar for tidligere kollegers handlinger? Ja, ja, jeg har hørt, du siger, det er derfor, de har ladet sig vælge, netop fordi de skal tage ansvar og træffe beslutninger, men du bliver altså nødt til at forstå, at vi har spilleregler i et demokrati, og at de skal følges.

Og dit argument med, at statsministeren er alles statsminister, og at overborgmesteren er alles overborgmester, er jo latterligt. Det kan overhovedet ikke lade sig gøre, det kan du jo se. Bare fordi du fik ret, dengang du sagde, at man ikke udryddede narkomanerne, fordi man fjernede dem fra Istedgade, kan du ikke være sikker på, at du også får ret denne gang. Det kan jo godt være, at de unge kommer til fornuft og begynder at færdes andre steder. De kan jo gå til svømning i DGI-byen eller dyrke sport i nogle af de haller, der trods alt er i København. Og så behøver de jo ikke male alle vægge over med deres underlige tegn og mærkelige farver. For øvrigt giver det sig selv, for de, der har købt huset, er meget gudfrygtige og har bogstaveligt set skriften på væggen. I samme sekund politiet har fået de unge mennesker til at forlade deres hus, kommer der nogle kraner og river det ned. Nej, vel ved jeg da ikke, hvad de skal bruge grunden til, det er jo deres sag, og det kan du også være ligeglad med. Måske skal de bygge en kirke eller noget andet.

Det ender med at nogen bliver slået ihjel, siger du. Så er det da i høj grad de unges skyld, skulle jeg hilse og sige, for mage til voldspsykopater skal man da lede længe efter. Så du ikke i lørdags? Om det var forudsigeligt? Ja, og så skal politikerne igen have skylden, ikke? Ja, det tænkte jeg nok, du er simpelthen blevet så blødsøden, efter at du døde.

Og al den snak om, at de voksne har et større ansvar end børn og unge, det er jo roden til alt ondt, ’Omsorgsdanmark’. Nej, vi bliver nødt til at forlange orden og respekt for os, der har bestemt spillereglerne. De kan jo bare lave deres egne, når de bliver voksne. Hvad siger du, har vi de unge og de politikere, vi fortjener? Er det vores egen skyld?

Nej, mor, nu bliver du lige morsom nok.

PS: Dine børnebørn beder mig hilse, de har det godt, jeg elsker dem højt, og de opfører sig rigtig pænt.

Din søn, Per