På grund af forudsete omstændigheder er jeg nødt til at bryde mit nytårsløfte. Det gik ud på, at jeg i hele 2007 havde besluttet, at jeg ville tale pænt. Specielt til læserne af Politiken, for skylder jeg jer ikke alt?

Men ulykken var ude, og den kom i form af en Cavlingpris. For journalist Olav Hergel og fotograf Miriam Dalsgaard fra herværende dagblad modtog i fredags en Cavlingstatuette som belønning for deres artikelserie med og om asylbørn fra centeret i Kongelunden.

Hvis du er en af de omkring 200.000, der læser denne bagside, så kan du måske huske nogle af ansigterne, eller måske bare Ejsas, for det bragte vi på denne plads sidste søndag. Og egentlig skulle det så have været nok. Men siden offentliggørelsen af prisvinderne har det haglet ned med kritik. Essensen er, at prisen er ufortjent, fordi der hverken er tale om journalistik eller fotografi. Journalistik skal nemlig være kritisk, vinklet, dybdeborende og researchet. I dette tilfælde er det ’mikrofonholderi’, og billederne er ’pas-fotos’ eller ’kunstfotos’. Tilsammen udgør den ækle blanding ’følelsesporno’.

Og her er jeg nødt til at sige det ligeud – som klummeskriver til læser: Du er blevet fuppet, du er underfrankeret, du er et offer for en gennemtænkt og yderst veludført manipulation. Der findes kun én måde at undgå denne dom på, og det er, at du tager klart afstand fra ordene, børnene har sagt, og den måde, de tager sig ud på, da de blev fotograferet. Hvis du på nogen måde, i et svagt øjeblik, har følt et eller andet, da du læste deres beretninger og så deres ansigter, så er du sandsynligvis ikke alene dum, så er du et let offer.

Men, men, men. Heldigvis ved jeg fra mange henvendelser, at ovenstående karakteristik ikke er sand. Var den det, så var vi holdt op med at udkomme. Ikke alene trøster den viden mig; den giver mig også et håb om lys i mørket. Ja, mørket – for bag den kritik, der har rejst sig, delvis pakket ind i journalistiske fyndord, ligger præcist og udstillet forskellen på kritikerne og »Systemet Politiken«, som pastoren med et historisk ildevarslende udtryk kalder herværende dagblad.

Det gyser altid i mig, når jeg ser folk med fråde om munden. I et øjeblik bliver jeg bange for, at de skal komme til at bide sig i tungen eller endda sluge den. Så er det jo, at man skal stikke hele armen ind og hive den tilbage på plads. De må så at sige hjælpes på vej, så ordstrømmen kan fortsætte.

Det, de kalder følelsesporno, kalder jeg menneskelighed, og det, de kalder kunstfotos (og hvad har den slags nu gjort galt?), kalder jeg fotografi.

Menneskelighed og fotografi. Det første, nemlig menneskelighed, er vel i dag at regne for et lige så stort fyord som ’politisk korrekt’. Eller ordet ’følelser’ – det er lige så slemt. Og de to begreber dækker ikke over evner, som kritikerne besidder eller ønsker at besidde – hvis jeg skal tage dem på ordet. Så også her er det dejligt at få afklaret, at vi er forskellige.

Fotografierne kan de heller ikke lide. De appellerer til det bløde og ureflekterede i os og gør os derfor dumme og ude af stand til at tænke rationelt og med fornuft. For i dagens Danmark tæller kun de to parametre, skal man tro de kritiske ord. Nå ja, det skulle da lige være et tredje ord: ’loven’. Det ord holder de op foran sig, og havde det været et kors, var der gået ild i det.

Men loven laves af mennesker, og mennesker består af kød og blod. Måske året bør begynde med, at vi rejser os op med alt det kød og blod, vi kan præstere, og løfter hovedet og ser os omkring. Helt omkring.

Så vil vi se, at vi ikke er alene.