Denne klumme handler ikke om sex, men om fordomme. Mine, altså.
I søndags – og i mandags, for vi havde været lidt uheldige med det tekniske – bragte Politiken en artikel og nogle billeder fra Arnborg. I ugens løb har stort set alle andre aviser også skrevet om det samme emne, nemlig en religiøs sekts demonstrationer imod et lokalt bordel.
Evangelist hedder sekten, og den advarer imod cigaretter, abort, onani, lykkepiller m.m. Sex uden for ægteskabet er noget skidt, og eksistensen af bordellet i Arnborg, som har én ansat, fru ejerkvinden selv, er udtryk for et sygt samfund.
Synspunkter, evangelisterne er i deres gode ret til at have. Kæden hoppede desværre af for medlemmerne af sekten, da de stillede sig op foran huset, hvori utugten fandt sted. Nu skulle dæmonerne drives ud, sange synges, og ordentlige forhold i Arnborg genindføres. Det blev et nummer for stærkt for nogle af byens andre borgere, så de stillede sig også op foran huset. En moddemonstration var født. Men evangelisterne var nu ikke så tossede: De afblæste dæmonuddrivelsen, da virakken blev for stor. Så megen fokus skulle der alligevel ikke være på sagen – og dem selv.
Nærværende billede forestiller Mira og Nick Knudsen. De ledte protesten mod ’det syge’, som foregik på bordellet. De er gift med hinanden og ser ud som mange andre unge par. De ser ud, som gennemsnitsdanskerne i den alder ser ud … hvis man da overhovedet tør tale om en ’gennemsnitsdansker’s udseende.
Se, det er lige præcis her, det bliver svært med dette billede, eller tilsvarende billeder af svært angrebet troende. Lad os sige det ligeud: fanatikere. For er det ikke det, de er – fanatiske troende fundamentalister?
hvis jeg ikke vidste det, jeg ved om dette pæne par, så var billedet af dem bare endnu et billede af et – pænt par. Men min viden om dem blokerer for en neutral aflæsning af billedet. Hvilket uvilkårligt får mig til at tænke på, om jeg overhovedet er i stand til at aflæse et fotografi neutralt? Kan jeg nogensinde se et portræt af Mel Gibson uden at koble det sammen med hans druktur og efterfølgende antisemitiske svada mod politibetjenten?
Jeg ser på Evangelist-parret og synes, at de ser for pæne og rigtige ud. Kedelige, retlinede, ordentlige. De må have et forfærdeligt liv, farer det igennem mit hoved, for hvordan kan man holde ud at være så korrekt? Eller hvordan kan man holde ud at skulle føle så meget på andres vegne, at skulle tage sig så meget af andres gøren og laden? Jeg ser på dem, som jeg ser på andre billeder af troende fanatikere, og det uanset hvilken religion de tilhører, og tænker på, om de stønner, når de får orgasme, og om manden får lov til at sprøjte sin sæd i kvindens mund? Er jeg fordomsfuld og ignorant, eller er det, fordi al deres retlinethed får mig til at tvivle på, om de er levende mennesker som os andre?
Nu kan du så sige, at billedet med sæden er lige lovlig voldsomt, man kan jo godt være en ikke-fanatiker og have et glimrende liv uden at praktisere lige denne form for seksuel handling. Deri har du ret, men jeg skrev, at dette handlede om mine fordomme, og fordomme er ikke styret af en logisk tankerække, men oftest af uvidenhed parret med partiskhed. Derfor er de fleste fordomme også udtryk for en vis form for dumhed. Jeg indrømmer det gerne.
Samlet står tilbage, at et tilforladeligt portræt af to unge mennesker ikke bare er et portræt af to unge mennesker. Billedet af parret bliver symbolet på det, de missionerer for, og enhver efterfølgende aflæsning kan aldrig finde sted, uden at man buger sin viden i aflæsningen af billedet.
Sluger kristne kvinder?
Lyt til artiklen