0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er en tophue bedre?

MARIA FONFARA
Foto: MARIA FONFARA
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I tirsdags udbrød der brand i et dæklager i Valby. Fluks sendte vi fotograf Maria Fonfara af sted. Efter at have været beskæftiget med at fotografere, ville hun returnere til redaktionen, men så opstod et problem.

For i mellemtiden var hendes bil blevet lukket inde bag en afspærring, politiet havde lavet. Ikke at bilen holdt langt fra afspærringen, nej, problemet med at få fat i bilen viste sig ikke at være af fysisk art, men af psykisk.

For da hun viste sit pressekort og sit Politiken-medarbejderkort til politibetjenten, der sørgede for ro og orden, fik hun at vide, at hun jo ikke var til stede for at arbejde, at hun var fuld af løgn, og da hun endelig, en halv time senere, kunne komme til sin bil, sendte betjenten hende af sted med den gentagne salut: »Smut nu hjem til Ungdomshuset«.

DET FORVIRREDE Maria, for hun stod jo ved en brand i Valby, og kunne ikke forstå, hvad Ungdomshuset havde med sagen at gøre. Derfor kunne hun ikke forstå, hvad betjenten mente.

Det kunne vi andre heller ikke, for på redaktionen var vi en hel flok, der via Marias mobiltelefon havde fulgt med i episodens forløb. På et tidspunkt, da hun var træt af at blive beskyldt for at lyve, spurgte hun betjenten, om han ikke havde lyst til at tale med hendes chef – det er mig – men det havde han ikke lyst til.

Så bad vi Maria om at få betjentens tjenestenummer, for det har han pligt til at opgive, men heller ikke det havde han lyst til. Så bad vi Maria om at tage et billede af betjenten, nærmest som bevis på, at han eksisterede, og at han ikke var en frit opfundet person. Det gjorde hun så.

SE, MARIA FONFARA returnerede i god behold til redaktionen, og selv om himlen ikke falder ned i hovedet på os, fordi en betjent står og kvajer sig, så skrev jeg en brev til politidirektørens sekretariat dagen efter. Sådan nærmest af principielle grunde. Set i det store billede er det jo ikke en alvorlig episode, ingen kom til skade, og herregud, hvorfor skal en politibetjent ikke have lov til at have en dårlig dag på kontoret?

Så var det, at jeg kom i tanke om, hvordan fotograferne kommer og fortæller om episoder, hvor politiet i forbindelse med demonstrationer, husbesættelser mm., tilsyneladende har indledt en skin-krig mod pressefotografer. På trods af en overenskomst indgået imellem politiet og pressens organisationer, er der problemer med at få politiet til at overholde indgåede aftaler. Fotograferne kostes væk fra områder, hvor de har lov til at opholde sig, og når jeg spørger ind til hændelsesforløbene, så kan jeg ikke finde anden forklaring, end at der er tale om eksempler på stadfæstelse af magtudøvelse, og det alene for at vise, hvem der har magten. Politiet selvklart.

At politiet besværliggør fotografernes arbejde er én ting. Når jeg så hører om betjentene, der taler om »perkere« og »abekatte«, og tænker på betjenten i Valby, der af uforklarlige årsager nægtede at tro på Maria Fonfara, og endte med at ønske hende hen hvor Ungdomshuset gror, så tænker jeg på, at Politiet er en kultur, hvor de uudtalte meninger og holdninger måske gror langs panelerne. Måske der ligger en opgave for politiets ledelse og deres uddannelsesafdeling? For jeg nægter at tro på, at politiet har et rekrutteringsproblem? Hvorfor skulle ansatte i dele af politiet være dårligere begavet end andre i kongeriget? Og dette er ikke ironisk ment.

Men at stille krav til den menige betjent på gaden, krav om sund fornuft, opførsel bestående af empati og konduite, og ikke mindst forståelsen for ens egen rolle i den store sammenhæng, er ikke krav der burde være umulige at opfylde. Selv ikke for den menige betjent. Men jeg ved godt, at kasketten nogen gange sidde så langt nede i panden, at den skygger for udsigten. Måske politiet skulle indføre tophuer i stedet?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere