Mens man bliver fotograferet

Fotograf Miriam Dalsgaard tog i torsdags nøjagtig 529 billeder i forbindelse med Pia Kjærsgaards fejring af sin 60 års fødselsdag. Først om morgenen og senere om eftermiddagen, hvor der var reception og stort rykind af gratulanter.

Undervejs havde vi diskussioner om, hvilken slags billeder der skulle vælges. Og vi var ikke enige. Blandt andet kunne Miriam ikke lide nærværende billede af Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard. Hun mente, at det karikerede deres indbyrdes forhold og derfor gav et forkert billede af situationen. Billedet kom ikke i avisen, det gjorde i stedet et billede af Fogh, der giver Pia ’en krammer’. Et udtryk, journalist Olav Hergels reportage brugte om deres møde. Så på den måde var det billede, der blev trykt i avisen, i fuld overensstemmelse med teksten.

Vores diskussion under udvælgelsen og efter at avisen var udkommet i fredags, handlede om de kriterier, vi vælger billeder ud fra. Eller med. Et eksempel: hvis man vil latterliggøre et menneske, så skal man tage et billede, når vedkommende netop skal til at putte maden ind i munden. Det ser mærkeligt ud, og vil næsten altid resultere i latterliggørelse. Eller når den interviewede gnider sig i øjet, lukker øjnene, klør sig på næseryggen osv. osv. Kort sagt, så findes der utallige måder at udstille den fotograferede på.

DISKUSSIONER OM dette har til gengæld også lært mig, at mange i deres udvælgelse tager et udvidet hensyn til den, der er blevet fotograferet. Er personen overvægtig, for ikke at sige fed, skeler vedkommende, har briller som hinkestene, en kæmpe næse, uren hud osv., så lægges der ofte et ’beskyttelses-filter’ ind i udvælgelsen. Man synes simpelthen, at det er synd for personen, at han eller hun ser ud, som vedkommende gør. Man synes, at det er at udstille personen, hvis næsen, fedtet, de skelende øjne, de kraftige briller eller den koparrede hud kan ses for meget.

Hvorefter man vælger vinkler og billeder, der er nænsomme over for den fotograferede. Det skønhedsideal, der er så dominerende i vores syn på hinanden, lader sig meget vanskeligt ignorere. Og det uanset, at det menneske der bliver fotograferet, bedre end nogen anden ved, hvordan han eller hun ser ud. Konsekvensen er indlysende nok, at man let vælger billeder, der forskønner folk, eller bare billeder, der passer ind i ens eget verdenssyn, bogstavelig talt. Billederne ender måske med at være venlige over for personen, men da de ikke viser personen, som vedkommende ser ud, så bliver de en fejlinformation. Og derfor også misvisende.

BILLEDET AF Fogh og Kjærsgaard ligner billedet af to overstadige heppekorsledere. Fogh er begejstret, og det samme er Kjærsgaard. De står over for hinanden, vinderne på de to førende hold, og da Fogh ikke lægger skjul på sin glæde over Dansk Folkepartis støtte, ja, forudsætningen for, at han overhovedet og stadigvæk er statsminister, så er der vel ikke noget galt i at vise det offentligt. Mens man bliver fotograferet.

Bliver de latterliggjort, fordi man får lov til at se deres usminkede glæde? Bliver deres følelser udleveret? Hele Pia Kjærsgaards fejring af sin 60 års fødselsdag var et langt og velgennemført offentligt pressestunt, så hvorfor ikke vise, hvad der skete?

HVIS VI, der tager billederne, vælger dem ud og slutteligt får dem publiceret, bare så meget som et eneste sekund ønsker at behage – enten dem, vi fotograferer, eller dem, vi viser billederne – så er vores tilstedeværelse meningsløs.

Respekt, ja, men ikke behagesyge.