Hvordan er det så at rende rundt mellem 500 voldspsykopater fra helvede og tusindvis af jyske politibetjente med fråde om munden?
I er der jo kun for at få nogle billeder af vold og brand, så I kan sælge nogle aviser, ikk’?«. Fordomme er der nok af på Nørrebro i disse dage. Risikoen for at få en på hatten, en sten i hovedet, blive rullet eller det, der er værre, er stor, når man som fotograf prøver at dække begivenhederne på første hånd. Jeg har kolleger, der er blevet slået på, kastet flasker efter, væltet omkuld og fået ødelagt deres kameraudstyr af enten demonstranter eller politi. En af mine kolleger her fra avisen blev endda frarøvet alt sit udstyr ved højlys dag. Han var alene på vej tilbage til sin bil, da det skete. Tyvene havde intet med Ungdomshuset at gøre – snarere dele af den mere lyssky del af tobaksindustrien. Konstant får man skreget trusler ind i hovedet fra både politi og demonstranter, derudover bliver man udråbt til at være et stikkersvin, en sygelig pervers stodder og andre ting fra samme skuffe. Alt sammen kan man så sluge med en ordentlig gang tåregas. POLITIET GIVER os ingen form for særbehandling, når vi arbejder side om side med dem i tilspidsede situationer. Vores pressekort er devalueret til blot at være en sikkerhed for ikke at blive anholdt for at være til stede i kampens hede. Det kan jeg langt hen ad vejen godt acceptere, for politiets opgave er jo ikke at babysitte en flok fotografer. Men når politiet konsekvent bliver ved med at stille sig ind foran vores kameraer, når vi fotograferer anholdelser, når en betjent laver en stor scene ud af, at to af hans kolleger havde lukket en af vores fotografer ind bag afspærringen på Jagtvej onsdag morgen, og når politiet ved enhver given lejlighed fortæller om, at de vil bruge vores billeder til at dømme demonstranter i retten, så virker det på mig, som om nogen i politiet ikke ønsker vores tilstedeværelse ved disse begivenheder. JEG HAR SIDEN 1. marts dækket alt fra politibiler i brand til blomsterdemonstrationer, og jeg har været bange rigtig mange gange. For mig har det været lige så vigtigt at dække en fredelig cykeldemo, som det har været at dokumentere gadekampe imellem politi og demonstranter. For at få gode billeder og rapportere troværdigt bliver man nødt til at være tæt på begivenhederne. Det er derinde, hvor man kan føle stemningen, se folks ansigtsudtryk og høre, hvad der bliver råbt i larmen. Man skal i det hele taget turde bevæge sig i et område, hvor det, der synes fredeligt det ene øjeblik, kan udvikle sig til en kampzone det næste øjeblik. Allerede om torsdagen, da den første tumult startede på Nørrebrogade efter rydningen, huskede jeg mig selv på, at jeg faktisk følte, at jeg havde opbrugt mit held under gadekampene 16. december 2006. Så jeg skyndte mig at finde en forretning på Nørrebrogade, hvor jeg kunne købe en skihjelm, og jeg lovede mig selv, at jeg ville overholde de mest basale sikkerhedsregler. Som at holde sig inde langs husmurene og på afstand af politiet, når der blev kastet med sten og flasker. Personlig er jeg ikke nogen adrenalinjunkie. Jeg er typen, der aldrig har turdet springe med faldskærm eller bungeejumpe, faktisk er jeg lidt af en tøsedreng. Men når jeg alligevel begiver mig ind i dette inferno af absurde scener og undervejs konstant må rykke mine grænser for, hvor meget jeg tør og orker, så er det af tre grunde: Lysten til at dække en historisk begivenhed som den, vi er vidner til i øjeblikket. Troen på, at det er vigtigt at få dokumenteret for eftertiden. Og troen på, at der trods alt, både blandt politi og demonstranter, er nogle, der kan se meningen med min tilstedeværelse. De grunde overskygger min angst.
